Fra den ene Rotaryklub til den anden: Nordjysk nødgenerator skal hjælpe hospital i Ukraine
Han Herred Rotary Klub sender en generator fra Nordjylland til Ukraine. Men den skal lige ud af det gamle sygehus i Brovst først.
Der bliver banket på livet løs i de gamle sygehusbygninger i Brovst.
Her står nemlig en gammel nødgenerator, der ikke længere bliver brugt - men det kommer den snart til igen.
- Vi har en generator herinde, vi skal have trukket ud, og den skal så sendes til Ukraine, forklarer Peter Eigenbroth, der er medlem af Han Herred Rotary Klub.
De fik idéen fra Rotaryklubben i Give og gik så på jagt efter en generator i det nordjyske.
Den fandt de altså på det tidligere sygehus i Brovst. Et sygehus, der lukkede tilbage i 2007.
Derfor måtte de også lige forbi Jammerbugt Kommune og borgmester Mogens Christen Gade, der gav lov til, at de måtte tage generatoren og sende den til Ukraine - på én betingelse. De skulle selv betale omkostningerne.
Og det har de gjort - blandt andet med hjælp fra lokale erhvervsdrivende.
- Vi har en god tradition om at gøre noget godt for andre mennesker i Rotary. Vi har tidligere leveret vand nede i Burundi, og nu har vi så kastet os over det her med Ukraine, fortæller Peter Eigenbroth.
Se hvordan det gik med arbejdet lige her:
Noget, de har brug for
Klubben har haft fat i en Rotaryklub i Lviv i Ukraine, der fortæller, at de godt kunne bruge en generator som den, der står i Brovst.
Her har den nemlig kunne forsyne tre operationsstuer og 50 sengepladser med strøm. Det får den svigtende strømforsyning på hospitalet i Lviv nu gavn af.
- De der sølle mennesker er jo hårdt nok ramt i forvejen. Kan vi hjælpe dem, så er det jo kun godt. Jeg synes, det er en god ting, siger Niels Christensen, der også er medlem af Han Herred Rotary Klub.
Nødgeneratoren har stået på det tidligere Brovst Sygehus siden 1974, men har kun været i brug i cirka 170 timer i alt. Desuden er alt blevet testet, og den virker, som den skal.
Peter Eigenbroth og resten af gutterne fra Rotaryklubben regner med, at generatoren når frem til Ukraine og hospitalet i Lviv i starten af maj måned.