Golfbane udsat for hærværk
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Der er udøvet hærværk ved 10 af hullerne på Blokhus Golfcenter.
Ejer af Blokhus Golfcenter mener, at hærværket skyldes, at banen holder åbent i disse coronatider, hvilket har ført til strid mellem landets golfspillere.
En golfbanes green skal helst være grøn, lækker og indbydende.
Det er den bare ikke for tiden ved 10 af hullerne på Blokhus Golfcenters bane.
For ved disse huller er der pludselig opstået store visne pletter, og golfcenterets ejer er ikke i tvivl om, hvad der er galt.
- Der er nogen, der har hældt Roundup ud på banen med vilje. Det er jeg helt sikker på, siger ejer af Blokhus Golfcenter, Dan Stage.
Han konstaterer, at der er tale om hærværk, for det er en bevidst handling, der ligger bag.
Der er nogen, der har været rundt med en dunk med Roundup. Det er gjort i ondskab.
Dan Stage, ejer, Blokhus Golf Center
- Det kan vi se på skaderne. Og vi har ikke haft utætheder i forbindelse med spredning af gødning eller lignende. Der er nogen, der har været rundt med en dunk med Roundup. Det er gjort i ondskab, siger Dan Stage.
Har valgt at holde åbent
Og han har også et bud på motivet for hærværket.
For i modsætning til en del af landets øvrige golfbaner har Blokhus Golfcenter valgt at holde åbent i disse coronatider. Og det har ifølge Dan Stage givet interne gnidninger golfspillerne imellem, da nogen synes, at golfbanerne burde holdes lukket.
Dansk Golf Union har på deres hjemmeside angivet anbefalinger til, hvordan golfbanerne kan holdes åbent indenfor myndighedernes retningslinjer.
- Vi har valgt at holde åbent, fordi vi kan se, at der er god plads mellem golfspillerne på banen. Vi har vel makimalt 100 spillere på en seks-syv kilometer lang strækning, mens der på stranden kan være i tusindvis af strandgæster, som går tæt op og ned ad hinanden, siger Dan Stage.
De visne pletter på golfbanen får ikke umiddelbart den store betydning for golfspillerne, selv om banen nu skal have udbedret ødelæggelserne.
- Golfspillerne er vant til, at der er reparationer på banen, større er problemet heller ikke, siger Dan Stage.
Han skal nu have fat i sit forsikringsselskab, så han kan få styr på de økonomiske konsekvenser af hærværket på banen.