Højt smittetal: Jammerbugt Kommune pålagt skærpede regler ved plejehjemsbesøg

Styrelsen for Patientsikkerhed har pålagt Jammerbugt Kommune at indføre besøgsrestriktioner på alle kommunale og private plejehjem i kommunen, for at inddæmme spredning af Covid-19.

Et stigende smittetal i Jammerbugt Kommune har resulteret i, at Styrelsen for Patientsikkerhed har pålagt restriktioner ved besøg på kommunens plejehjem. 

Derfor er det fra i dag, den 17. oktober kun i et begrænset omfang muligt at besøge beboerne på kommunens plejecentre.

Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse.

Borgmester: - Beslutningen er nødvendig.

Besøg kan kun foregå indendørs, hvis besøget sker i en kritisk situation, eller hvis den besøgende er nærmeste pårørende til beboeren. Alle øvrige besøg skal foregå på udendørs arealer.

- Beslutningen er nødvendig at træffe, så vi kan passe på vores ældre og udsatte borgere i kommunen. Vi følger situationen tæt og er i dialog med sundhedsmyndighederne omkring håndteringen, siger borgmester Mogens Gade, i en pressemeddelelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer løbende påbuddet om besøgsrestriktionerne, og påbuddet vil være gældende indtil, Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver det.


Seneste nyt

fra Nordjylland