I flere år har Janani frygtet for sine børns sikkerhed i 'farlig' rundkørsel - pludselig skete det værst tænkelige
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Janani er dybt forarget over, at gerningsmanden forlod stedet.
Tirsdag oplevede Janani enhver mors mareridt. Hun blev nemlig ringet op af sin søn, som fortalte, at han var blevet påkørt på vej hjem.
- Det er forfærdeligt at opleve det, som man har frygtet længe. Jeg har mange gange tænkt på, at det var et spørgsmål om tid, selvom det lyder forfærdeligt at sige.
- Derfor har jeg tit snakket med mine børn om, at det er bedre at trække cyklen, og at de skal orientere sig virkelig godt, fordi folk kører så stærkt og uforsvarligt i den rundkørsel, forklarer hun og hentyder til rundkørslen ved 7-Eleven i Aabybro.
Gerningsmanden forlod stedet
Det var nemlig her, episoden fandt sted. Heldigvis slap familien med skrækken, og sønnen undslap episoden med hudafskrabninger og chokket. Alligevel er Janani dybt forarget over situationen.
For gerningsmanden kørte nemlig fra stedet uden at hjælpe hendes søn.
- Hun rullede ned og spurgte, om han var okay, og da han sagde, at han var okay, så kørte hun videre.
- Som mor har man tillid til, at folk stopper og hjælper et barn, når han er blevet påkørt. Især personen, som har påkørt ham, understreger hun.
Yderligere var der ifølge Janani hele tre biler, som alle kørte forbi, mens hendes søn kom sig over oplevelsen.
- Det siger noget om adfærden i den rundkørsel. Folk har alt for travlt med at komme videre, og det har været et problem løbende, at folk kører uansvarligt der, konstaterer hun, mens hun dog fortæller, at en af bilisterne efterfølgende har henvendt sig til hende, efter hun slog et opslag op i den lokale Facebook-gruppe.
- Jeg er blevet kontaktet af personen, som kørte bagved og som så det ske. Hun havde meget dårlig samvitighed, fordi hun var kørt videre, men hun fortalte, at hun troede, at bilisten hjalp, da hun stoppede op, forklarer Janani, der ikke bebrejder vidnet.
Løsningen på problemet med den - ifølge Janani - farlige rundkørsel, har hun dog ikke umiddelbart et bud på, og derfor håber hun, at hendes opråb vil få folk til at tænke over sin færden i trafikken.
- Det er ikke sikkert for de unge mennesker, som skal i skole og andet, det er helt sikkert, konstaterer hun.