Iværksættere skal være færre, men bedre
Nordjyderne har god mod på at forsøge sig som selvstændige erhvervsdrivende. Virksomhederne bliver oprettet, og de får sig også stabiliseret - men så opstår problemet. For både kommuner og region Nordjylland ser gerne, at langt flere virksomheder formår at tage springet fra en lille til en større virksomhed, og dermed blive en af de eftertragtede vækstiværksættere.
Kommuner og Region Nordjylland går nu i højere grad efter at udvikle de iværksættere, der har vækstpotentiale, frem for at mange skal forsøge sig som virksomhedsejer.
Nordjyderne har god mod på at forsøge sig som selvstændige erhvervsdrivende. Virksomhederne bliver oprettet, og de får sig også stabiliseret, men så opstår problemet. For både kommuner og region Nordjylland ser gerne, at langt flere virksomheder formår at tage springet fra en lille til en større virksomhed, og dermed blive en af de eftertragtede vækstiværksættere.
- Vi kan se, der er rigtig mange, der starter op, men der er ikke så forfærdelig mange, der går ud og bliver vækstiværksætter, og det er der, vi gerne vil sætte ind, så de kan få forløst det potentiale, de har, siger Anders Stryhn, der er vækstchef i Jammerbugt Kommune.
Anita Michaelsen tog for to år siden springet og startede op som selvstændig caféejer, da hun overtog KunstCafeen i Blokhus. Forretningen kører nu så godt, at der er potentiale for at udvide, og derfor er Anita Michaelsen inviteret med i et nyt projekt, som Jammerbugt Kommune og Region Nordjylland står bag.
- Vi kan altid lære noget, og der er forskel på at være lønmodtager og så stå med sit eget, og det håber jeg så, at vi kan lære, siger Anita Michaelsen.
Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at Nordjylland er den region i landet, hvor flest nye virksomheder starter op, men Region Nordjylland er i ligeså høj grad interesseret i at få de eksisterende virksomheder til at udvikle sig.
- Der hvor der for alvor også sker en vækst, hvor der også bliver etableret flere arbejdspladser, det er dem, der er vækstiværksættere, hvor cirka tre procent af virksomhederne står bag 75 procent af væksten i arbejdspladser, der har været de senere år, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Anita Michaelsens café i Blokhus har i øjeblikket fem fuldtidsansatte. Afhængig af sæson kan personalestaben med timelønnede udvides til op mod 20 medarbejdere.