Jammerbugt FCs ejer er nu sygemeldt

Ejeren har netop meddelt sikkerhedschefen hos Jammerbugt FC, at han ikke kommer til søndagens vigtige opgør.

Søndag klokken 14.00 trækker det mediebevågede mandskab fra Jammerbugt FC igen kamptrøjerne over hovedet. Det sker, når de møder Esbjerg fB i en vigtig kamp om overlevelse i 1. division. 

Normalt spilles sådanne skæbnesvangre kampe under nervepirrende opsyn af klubejerne. Men i dette tilfælde sker det dog uden Jammerbugt FCs tyske ejer på tilskuerrækken.

Efter det i sidste uge kom frem, at klubben skylder over 100.000 kroner til lokale erhvervsdrivende, og at spillerne ikke har fået udbetalt deres løn, så har den tyske ejer netop meddelt sikkerhedschefen hos Jammerbugt FC, at han er sygemeldt og ikke kommer til søndagens vigtige opgør.

TV2 Nord erfarer, at de udenlandske spillere, der mangler at få deres løn, stadig ikke har fået den. 

Det samme gør sig gældende for de erhvervsdrivende, som klubben står i gæld til. 


Seneste nyt

fra Nordjylland