Jammerbugt kommune topper i ny rapport : Nikolaj er kommet fra kontanthjælp til job
Danmarks Arbejdsgiverforening har i en ny rapport udpeget de bedste kommuner på beskæftigelsesområdet. Danmarks bedste er Jammerbugt Kommune.
En ny rapport af Danmarks Arbejdsgiverforening, kårer Jammerbugt som landet bedste beskæftigelseskommune. Kommunen ligger i top på flere parametre, og på området for jobsøgning blandt ledige kontanthjælpsmodtagere, er kommunen absolut hurtigst til at få borgerne ud af ledighed.
- Vi er utrolig stolte af det flotte resultat. Beskæftigelsen er gennem længere tid gået den rigtige vej i Jammerbugt Kommune, og det er resultatet af en målrettet indsats for at flest mulige borgere tilbage på arbejdsmarkedet, fortæller borgmester Mogens Christen Gade (Venstre), Jammerbugt Kommune og tilføjer:
- Jeg tror det gode råd, er at tage udgangspunkt i det enkelte menneske og skabe nogle gode relationer til virksomhederne.
En langsigtet strategi
Bag resultatet ligger en langsigtet strategi, som Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune godkendte tilbage i august 2013.
Allerede dengang startede kommunen sit arbejde med at sætte retning for den beskæftigelsesrettede indsats og klart definere den tilgang, som kommunen ligger for dagen i samarbejdet med virksomheder og borgere.
Det er godt at få et spark i røven, undskyld sproget, men det skal der til
Nikolaj Pedersen, Brovst
- Vi har arbejdet med at styrke vores jobfokus i jobcentret, så vi bedst muligt understøtter, at de ledige kommer i arbejde. Det arbejde har medarbejderne gjort fantastisk. Vores samarbejde med virksomhederne er også en vigtig grund til, at vi lykkes med at få ledige tilbage i arbejde. Vores fælles indsats gavner både den enkelte borger, kommunens økonomi og ikke mindst virksomhederne i kommunen, der mangler arbejdskraft, siger Morgen Klessen, der er formand for beskæftigelsesudvalget i Jammerbugt Kommune.
Dertil kommer også en mere opsøgende arbejde, når det gælder om at få kontanthjælpsmodtagere i job.
Et spark i røven
På Brovst Blikvarefabrik er man meget glade for samarbejdet med jobcentret i Jammerbugt Kommune.
- Jeg synes de er dygtige til at finde de rigtige medarbejdere, siger Christel Nørskou, personaleansvarlig på Brovst Blikvarefabrik.
Rune Pilgaard er en af dem, der er kommet væk fra kontanthjælpen og i job, netop på Brovst Blokvarefabrik.
- Det er skønt at have noget at stå op til, siger Rune Pilgaard.
Også Nikolaj Pedersen er tidligere kontanthjælpesmoder og har fået job på fabrikken.
- Det er godt at få et spark i røven, undskyld sproget, men det skal der til, siger Nikolaj Pedersen, som tilføjer, at nu tør han drømme om fremtiden.
- Jeg vil gerne have en familie og rejse. Jeg vil bare gerne nyde livet, og det kan man, når man har et arbejde, siger han.
Flere parametre opgjort
Ranglisten er opgjort ved hjælp af ti parametre, såsom gennemsnitligt antal uger før ledige kommer i beskæftigelse, andel langtidsledige, hvor mange der får virksomhedsrettede indsatser, andel kontanthjælpsmodtagere i småjobs og benchmarking af ministeriet.
Jammerbugt Kommune placerer sig på følgende måde inden for de ti parametre
1. Det gennemsnitlige antal uger inden ledige kommer i beskæftigelse (nr. 4)
2. Andel langtidsledige personer ift. bruttoledige personer (nr. 6)
3. Jobsøgning blandt ledige kontanthjælpsmodtagere (nr. 1)
4. Andel langtidsforsørgede, der får en virksomhedsrettet indsats (nr. 6)
5. Andel kontanthjælpsmodtagere med første samtale inden for den første uge (nr. 19)
6. Samarbejdsgrad med virksomheder (nr. 27)
7. Andel ledige fleksjobbere (nr. 14)
8. Andel jobparate kontanthjælpsmodtagere (nr. 53)
9. Andel kontanthjælpsmodtagere i småjobs (nr. 10)
10. Beskæftigelsesministeriets benchmarking af offentligt forsørgede i kommunerne (nr. 52).
Kilde: Jammerbugt Kommune