Jammerbugt-spillere skal træne igen - også selvom de ikke alle har fået løn

Klubejer Klaus-Dieter Müller regner med, at alle spillere i Jammerbugt FC snart får deres løn.

Træningsbanerne ved Jetsmark Idrætscenter bliver onsdag igen taget i brug af spillerne fra Jammerbugt FC. Sådan lyder meldingen fra klubejer Klaus-Dieter Müller.

- Spillerne træner i dag, siger den tyske klubejer.

Tirsdag valgte spillertruppen at droppe træningen, fordi de var utilfredse med, at nogle af spillerne ikke havde fået løn. Pengene skulle ifølge klubejeren være på vej.

Har alle spillerne fået løn?

- Jeg har ikke adgang til mine konti. Jeg regner med at få adgang til dem i dag eller i morgen, siger Klaus-Dieter Müller.

Ifølge TV2 Nords oplysninger vil Spillerforeningen onsdag eftermiddag holde et møde med spillerne og informere dem om deres rettigheder og forpligtelser i den nuværende situation.

Regninger ikke betalt

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, at klubejeren ikke har betalt sine regninger hos en række lokale erhvervsdrivende. Jammerbugt FC skylder derfor penge til blandt andre Mesterslagteren i Saltum for mad, busselskabet Jørns Busrejser for kørsel til udekampe og til Jetsmark Idrætscenter for indkvartering af flere spillere.

- TV2 Nords billede er ikke korrekt, men jeg vil ikke stille op til interview, siger Klaus-Dieter Müller og tilføjer kortfattet:

- Jeg kan kun sige, at alt er som normalt i klubben.

Klaus-Dieter Müller overtog Jammerbugt FC i maj sidste år, efter at et flertal af medlemmerne i Jetsmark IF sagde ja til at lade den tyske investor købe Jammerbugt FC, der er Jetsmarks eliteafdeling.

Se indslag fra tirsdag om Jammerbugt FC's økonomiske vanskeligheder:

Jammerbugt FC er i store økonomiske vanskeligheder. Flere spillere har ikke fået løn, og klubben skylder flere lokale erhvervsdrivende over 100.000 kroner.

Seneste nyt

fra Nordjylland