Jetsmark-skytten Emil Petersen er verdensmester i skeetskydning
Foto: Dansk Skytte Union
Emil Petersen lige efter han er blevet verdensmester.
Nordjylland har fået en ny verdensmester. Emil Petersen nu verdens bedste skeetskytte.
- Det er den fedeste følelse. Det er slet ikke gået op for mig endnu.
Sådan lyder det fra den nyudklækkede verdensmester i skeetskydning, Emil Petersen, som TV2 Nord fanger på en telefon fra Rusland en halv time efter han har skudt sig ind på førstepladsen ved VM i Moskva.
En førsteplads, han indtager efter at have ramt 54 ud af 60 lerduer. Kun en lerdue mere end Elia Sdruccioli fra Italien, som dermed ender på andenpladsen.
- Det var tæt løb, siger Emil Petersen, som også havde bump på vejen mod at blive verdens nummer et.
- Jeg havde en vanskelig start, og nåede helt til omskydning om en finaleplads. Jeg holdt hovedet koldt og kom igennem det, og så kørte det ellers bare, siger han.
Det må man sige, at det gjorde. Lørdag fik Nordjylland en ny verdensmester – og søndag bliver han fejret af familie og venner, som tager imod ham i Aalborg Lufthavn.
- Det er dejligt, at alle de timers hård træning har givet pote. Måske skal det fejres med en øl eller to, siger Emil Petersen.
Også Jetsmark-skytten Johannes Birklykke deltog ved VM i Mosvka. Han endte på en 12. plads.
2. august vendte Emil Petersen og Johannes Birklykke hjem fra junior-EM. Her kunne Johan Birklykke vise end guldmedalje frem, mens Emil Petersen havde bronze om halsen.