Jo, nyhedsværter har faktisk også ben
Foto: Anne Christensen, TV2 Nord
Hver aften sender TV2 Nord live fra tv-studiet, men fra i dag sker der ændringer.
Indtil nu har vi kun set dem fra livet og op, men fra i dag kommer TV2 Nords nyhedsværter også til at optræde i fuld figur og slå sig løs på gulvet foran den store skærm i nyhedsstudiet. Nyhedsværter har nemlig rent faktisk også ben. Det nye tiltag har flere fordele, men også en enkelt ulempe for en af værterne. Det vender vi lige tilbage til.
De nye tider på TV2 Nord giver mulighed for at variere udtrykket i dagens forskellige nyhedsudsendelser.
- Hidtil har værterne siddet fast ved nyhedsbordet. Nu kommer de til at stå op ved bordet, men kan også bevæge sig rundt i studiet og hen foran nyhedsstudiets store skærm, forklarer chefredaktør Ingrid Buch.
- Det betyder eksempelvis, at vi kan vælge at afvikle hele vores 22-udsendelse med værten stående i studiet foran skærmen, men vi vil eksempelvis også have mulighed for at afvikle enkelte indslag i en 19.30-udsendelse med værten stående foran skærmen. Det giver flere variationsmuligheder, og vi håber naturligvis, at nordjyderne vil opleve det som mere afvekslende, levende og mere moderne, tilføjer Ingrid Buch.
Værter i skarp træning
TV2 Nords værter har været i træningslejr i et stykke tid for at øve på de nye muligheder. Det er sket med vært Pia Beltoft og TV2 Nords ledende producer Brian Borch Daugaard som frontløbere. Pia Beltoft har således lagt mange arbejdstimer i at få alt det nye til at fungere fra en værts synspunkt.
- Som vært er jeg virkelig glad for de mange nye variationsmuligheder, vi får i nyhedsstudiet. Det giver et mere moderne udtryk, og så giver det os jo bedre muligheder for at formidle nyheder til nordjyderne. Jeg ser blandt andet rigtig meget frem til at have gæst med mig til interview inde i studiet, siger Pia Beltoft.
Ledende producer Brian Borch Daugaard håber også, at nordjyderne vil synes om de nye tiltag:
- Udover at kunne variere uddtrykket i nyhederne får vi i højere grad mulighed for at bruge billeder og grafik på vores bagskærm, hvilket forhåbentlig også bliver en forbedring. Vi kommer til at kunne forklare nordjyderne mere komplicerede sammenhæng ved hjælp af grafik, siger Brian Borch Daugaard.
Interview ansigt-til-ansigt
Brian Borch Daugaard glæder sig ligesom Pia Beltoft over muligheden for igen at få en gæst i nyhedsstudiet, som værten kan interviewe ansigt til ansigt.
- Vi har tidligere haft gæster i studiet, men blandt andet blev det under den lange corona-periode helt udelukket at tage gæster ind i studiet, og vi måtte opfinde nye måder at have gæster med på i nyhedsudsendelserne.
- Nu er coronaen slut, og samtidig har vi lavet tekniske ændringer i nyhedsstudiet, så vi atter kan have en gæst fysisk derinde, siger Brian Borch Daugaard.
Hvad nu Pedholt?
Med andre ord er TV2 Nords nye nyheds-look godt for mange ting, men som sagt er der også en enkelt ulempe for en enkelt af værterne, Morten Pedholt.
Der findes nemlig et ikonisk billede af den erfarne vært, hvor han på en meget varm dag sneg sig til at supplere ulastelig skjorte og jakke med shorts, som dog var skjult bag nyhedspulten.
Den går ikke længere Morten! 😊