03:12

Julehygge er vendt til bitter strid mellem Skulpturparken i Hune ved Blokhus og dens naboer. Video: Bruno Stagsted

Julemusik på repeat driver naboer til vanvid

Flere naboer til Skulpturparken i Hune er ved at gå ud af deres gode skind, da julemusik fra parken flyver helt ind i deres stuer.

Hvert kvarter spiller julemusikken op i Skulpturparken i Hune ved Blokhus. Det er en del af parkens event 'Magisk Jul'. Det er dog til stor gene for naboerne, der siden eventets åbning 1. november har lyttet til de samme sange igen og igen.

- Jeg kan nu rigtig meget med ’Streets of London’ og andre sange og melodier de ellers kører derover. Og det er ikke rimeligt, at vi skal have det så tæt ind, siger nabo til parken Helvi Mølgaard Pedersen. 

Naboerne har i tre år kæmpet for at få generne fra parken reduceret. Det er nemlig ikke kun ved juletid, at der er støjgener også træskulpturfestivalen, hvor motorsave på stribe er i gang er dybt generende. Derudover bliver villavejen ofte brugt som parkering for parkens gæster.

Desuden er parterne uenige om et beplantningsbælte, der skal skille grundende mellem naboerne og skulpturparken. Flere træer er blevet fældet i dette område. Skulpturparken har fået påbudt at genetablere området, hvilket naboerne ikke mener er sket. Skulpturparken selv, mener at området er genetableret efter alle krav. 

Naboerne har klaget til ejeren af parken gentagende gange for at få styr på de mange gener.

- Vi er selvfølgelig kede af at nogle føler sig generet. Vi har prøvet, hvad vi kan for imødegå det og ikke spille for højt og ikke lave lys, der skulle genere dem, men der er et par enkelte, der alligevel føler sig generet, siger indehaver af Skulpturparken John Andersen.

Jammerbugt Kommune har også fået klager fra naboen. Ifølge begge parter har de været i dialog, der er dog uenighed om, hvor god en dialog, der er tale om. Naboerne føler sig overset og svigtet af kommunen. 

- Det er en trist situation at det generer naboerne. Vi har haft rigtig meget dialog om de ting der sker i kulturhuset og en løbende dialog med naboerne. Så jeg synes ikke, at vi har sviget naboerne, siger Jens Christian Golding, formand for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

Naboerne til skulpturparken er dog så utilfredse med virksomheden og kommunen, at de i 2019 vil starte en retssag for at få kigget på generne. Det er genopretningen af beplantningsbæltet de vil se på i retsagen.