Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt afviser fintælling
Torsdag eftermiddag afholdt kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune et ekstraordinært møde, hvor de skulle tage stilling til to klager i forbindelse med det nyligt overståede kommunalvalg.
Et betydeligt flertal i kommunalbestyrelsen afviste begge klager, hvilket betyder, at der ikke vil blive foretaget en fintælling af stemmerne fra kommunalvalget.
En af klagerne kom fra Winnie Aakjær fra Socialdemokratiet. Ved kommunalvalget fik hun 213 personlige stemmer, men det samme gjorde en af hendes medkandidater. Derfor skulle de to socialdemokrater ud i en lodtrækning om det ottende og sidste socialdemokratiske mandat i den nye kommunalbestyrelse, og den lodtrækning tabte Winnie Aakjær.
- Når vi står så tæt, så mener jeg, der skal en fintælling til. Hvis ikke man skal bruge en fintælling i en sådan situation, så ved jeg ikke, hvornår man så skal, siger Winnie Aakjær.
Men den fintælling kan Winnie Aakjær kigge langt efter. Det samme kan Steen Andersen, som er formand for Lokallisten i Jammerbugt Kommune.
Han håbede også på, at mødet i kommunalbestyrelsen ville føre til en fintælling af stemmerne i Jammerbugt Kommune.
Det var en forskel på cirka 350 stemmer mellem det resultat, som borgerne dagen efter valget kunne læse på KMD’s hjemmeside, og det endelige resultat, der fik Steen Andersen til at reagere.
- Jeg mistænker ikke nogen i Jammerbugt Kommune for snyd, men jeg mistænker dem for rod, siger han.