Kommuner vil med nyt projekt skære ned på børns slikvaner: Så meget spiser de mere end anbefalingerne
Oliver Sørensen vælger slik i Pandrup Kino.
Jammerbugt Kommune er gået ind i projektet for at forebygge især overvægt blandt børnene.
7-årige Oliver Sørensen er i gang med at vælge slik til biografen. Det er jo lørdag og weekend, men hvis det står til 10 danske kommuner, skal mængden af slik skæres kraftigt ned hos børn på Olivers alder.
- Selvfølgelig skal børn have slik, det skal de da. Og det er for det meste i weekenderne, vi trækker det ind i. Selvfølgelig får man en snack engang imellem i hverdagene, men vi prøver at begrænse det så meget som muligt, lyder det fra Kristian Mathias Legind Jørgensen fra Pandrup, der er far til Oliver.
De ti kommuner tager kampen op mod slikket gennem projektet, ''Er du for sød?''. Projektet skal hjælpe familier med børn i 0.-3. klasse med at skære ned på de søde sager.
30 flødeboller hver uge
Danske børn får fire gange mere slik og søde sager, end Fødevarestyrelsen anbefaler. Og netop Fødevarestyrelsen er katalysator sammen med DTU Fødevareinstituttet med støtte fra Nordea-Fonden.
Oliver Sørensen er da også denne lørdag flankeret af flere slikglade nordjyske børn. Og det er ikke overraskende, for danske børn spiser faktisk, hvad der svarer til hele 30 flødeboller om ugen.
- Med projektet håber vi både at skabe en bevidsthed i familierne om de søde sager, og hvor man måske kan undvære eller skære ned på dem. Men vores søde hyggekultur er meget mere end et personligt ansvar. Det handler også om de rammer, vi skaber for børnene i f.eks. skole og fritidstilbud, hvor det kan være nødvendigt at se på den mad, vi serverer, når vi skal hygge, fejre og belønne, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Anne Pøhl Enevoldsen i en pressemeddelelse.
Verdensmester i slikkøb
Jammerbugt Kommune er den eneste nordjyske af de 10 kommuner i ''Er du for sød?''-projektet, og de har et mål med deres deltagelse.
- Projektet vil skabe bevidsthed i familierne om deres slikvaner, for i Danmark er vi det land, der køber mest slik i hele verden, siger Formand i Børne- og familieudvalget i Jammerbugt Kommune, Susanne Møller Jensen (S).
- Vi er jo verdensmester i slikkøb. Det er jo desværre det, vi forbinder med hygge i Danmark. Der vil vi selvfølgelig appellere til for eksempel at lave nogle frugtkurve.
Og Danmark er faktisk en slags verdensmester i slikkøb, for vi er det land i verden, der køber mest slik.
- 51 procent af danskerne er overvægtige, og det starter jo allerede nede hos børnene. Og det er der, at vi er nødt til at lave en forebyggende indsats for at se, om vi kan forebygge overvægt, forklarer Marian Aagaard, der er formand for Kost- og ernæringsforbundet i Region Nordjylland.
Kommunen tror på projektet
Målet med projektet er først at danne et overblik over, hvor meget sødt der ryger ned i løbet af en uge. Derefter skal vanerne ændres i både hjemmet og i skolen.
Det nye projekt falder også i god jord hos 7-årige Oliver Sørensens far.
- Jeg synes, det er fint, at der er de her begrænsninger. Og Fødevarestyrelsen går ind og siger, at små børn skal have lidt mindre slik, siger Kristian Mathias Legind Jørgensen.
Men kan kommunen rykke noget med projektet.
- Det er jeg helt sikker på, at vi kan. Altså, når sundhedsplejersken har en snak med børnene og forældrene, så er jeg sikker på, at forældrene også tænker over det en gang mere, lyder det selvsikkert fra Susanne Møller Jensen.