Kørte på brandstationen - og ringede 112

To håndværkere var involveret i et færdselsuheld tidligere på dagen. Senere kørte de til brandstationen i Brovst og ringede 112.

Brandfolkene i Brovst måtte klø sig i skægget mere end én gang, da de onsdag morgen modtog en melding om et færdselsuheld.

Meldingen fik hurtigt sat brandfolkene i sving, men de indså straks, at de ikke skulle køre særlig langt - ulykkesstedet havde nemlig samme adresse som brandstationen.

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Niels Nygaard.

- Det drejede sig om to unge håndværkere, der var mødt op på brandstationen, og derefter ringede 112. De havde været involveret i et færdselsuheld tidligere på dagen, men det var først hen på formiddagen, at den ene begyndte at få ondt i nakken. Derfor tænkte de, at de måtte køre op på brandstationen, siger Niels Nygaard.

I samme forbindelse var en ambulance blevet tilkaldt, som tog de to mænd med ind til observation. 

De to mænd var tidligere på dagen kørt galt ved en rundkørsel på Østergade, da de kørte fra Aabybro mod Brovst. De to mænd mente dog ikke, at de var kommet noget til og valgte derfor ikke at ringe 112.

Niels Nygaard oplyser, at der stadig holder en bil på Østergade, som var involveret i færdselsuheldet, og beredskabet vil nu inspicere ulykkesstedet for at finde ud af de nærmere omstændigheder. 


Seneste nyt

fra Nordjylland