Kronprinsesse Mary og Mikkel Hansen giver Antibulli-prisen til Aabybro HK
Kronprinsesse Mary og Mikkel Hansen overrækker Anitbulli-prisen til Aabybro HK.
Mandag aften satte Kronprinsessen og Mikkel Hansen fokus på sammenhold, rummelighed og fællesskab i børnehåndbolden til Dansk Håndbold Award.
Både den kommende dronning og kongen af håndbold har fået øje på det gode sammenhold i Aabybro HK. Mandag aften blev håndboldklubben belønnet ved Dansk Håndbold Award i Viborg, og de to overrakte prisen til U12-spillerne Lucas Nørgård Sobczak Dahl og Freja Klimt Johannesen samt tidligere træner for U14 Pernille Skov Nielsen, som indstillede Aabybro HKs børneafdeling til Antibulli-prisen.
- I har opbygget en kultur, hvor det at være sammen og have det sjovt kommer først, og hvor der ikke er én, men mange måder at måle succes på. I anser udvikling og trivsel som to sider af samme sag, og jeres ambition er, at håndbold skal være sjovt og udfordrende for den enkelte uanset niveau.
Mikkel Hansen supplerede med ordene:
- I Aabybro bakker ungdomsspillerne op om de yngste spillere – både når der heppes fra sidelinjen, og når et enkelt holds sejr bliver fejret som hele klubbens. I træner selvfølgelig en masse håndbold, men sangskrivning, menneskepyramider, tårne af pasta og skumfiduser er også noget af det, I samles om i klubben. Aabybro Håndboldklub har med andre ord et sammenhold i topform.”
Antibulli-prisen blev uddelt første gang til Dansk Håndbold Award. Prisen udspringer af Antibulli Håndbold, som er et samarbejde mellem Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning.
Med Antibulli-prisen følger 20.000 kroner til en fællesskabende aktivitet for alle klubbens børnehold, og selvom Pernille Skov Nielsen ser pengene som en mulighed for at gøre endnu mere for fællesskabet blandt klubbens mange medlemmer, betyder anerkendelsen af trivselsarbejdet mere:
- Jeg har været i klubben i snart 12 år, og det gør mig vanvittig rørt og stolt, at jeg er en del af en klub med så stærkt et fællesskab, at vi formår at vinde en pris som denne. Det er et kæmpe skulderklap til de mange frivillige, der bruger utallige timer i klubben, og det giver helt sikkert endnu mere energi til at fortsætte det gode arbejde. Håndbold skal være sjovt og udfordrende for den enkelte. Vi laver arrangementer på tværs af hold, køn og årgange, fordi det er vigtigt for os at skabe tryghed for den enkelte, så alle føler sig som en del af noget større, og vi mener, at trivsel og udvikling skabes bedst, hvis man føler sig tryg, siger Pernille Skov Nielsen, tidligere træner for U14 i Aabybro HK.
Alle håndboldklubber i landet har haft mulighed for at indstille deres børneafdeling til Antibulli-prisen. Repræsentanter for Mary Fonden og MH24 har sammen med tidligere ungdomslandsholdstræner Claus Hansen udvalgt børneafdelingen i Aabybro HK som årets vinder af Antibulli-prisen.