Kvinder i kollision: Måtte klippes fri efter uheld ved Brovst
Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)
To biler kørte mandag aften sammen, da chaufføren i den ene overtrådte sin ubetingede vigepligt.
To personbiler kørte mandag aften kort før klokken 20 sammen i krydset Sandmosevej/Udholmvej mellem Tranum og Moseby nord for Brovst.
I bilerne sad to kvinder, og ved sammenstødet, der skete, fordi den ene chauffør øjensynligt ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, kom de begge lettere til skade.
- Den ene har slået sit hoved, og den anden havde smerter i hofterne efter sammenstødet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen, der videre siger, at de nu skal køres på skadestuen på Aalborg Universitetshospital.
Claus Hermansen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, fortæller, at der ved sammenstødet skete stor materiel skade, og at begge kvinder efter sammenstødet måtte klippes fri af deres biler.
Trafikalt havde sammenstødet ikke store konsekvenser.
- Trafikken kan godt passere forbi uheldet med forsigtighed, siger Claus Hermansen.