Seneste nyt

fra Nordjylland

Lavede millionkup på rådhus - her er dommen

En 27-årig mand er ved Retten i Hjørring dømt for det millionkup, der skete på rådhuset i Aabybro 30. september sidste år. 

Det oplyser anklager Katrine Melgaard.

Sagen blev kørt som en tilståelsessag, da den 27-årige svenske tiltalte mandag mødte op i retten.

Her var han tiltalt for at være del af en organiseret bande, der lænsede rådhuset i Aabybro for IT-udstyr.

Få dage efter kuppet blev tyvekosterne, der talte intet mindre end 134 bærbare computere, 87 iPads og 52 iPhones til en samlet værdi af 1.077.463 kroner, fundet skjult under en presenning i en grusgrav i Vadum.

I forlængelse af det fund blev to svenske statsborgere dømt for hæleri i december 2023, fordi de havde aftaget tyvekosterne af den 27-årige mand, som blev dømt i sagen mandag.

Den 27-årige svenske statsborger fik et års fængsel, ligesom han er udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Det er dog svært at betragte sagen som opklaret, idet det ikke kan udelukkes, at der findes en eller to ukendte gerningsmænd derude, oplyser anklageren.