Lige nu: Tre russiske skibe ligger helt tæt på dansk kyst
De tre skibe ligger for anker nær det nordjyske fiskerleje Thorup Strand i Jammerbugten.
Lige nu har det lille kystsamfund Thorup Strand en noget usædvanlig gæst på besøg.
Tre russiske olieskibe har nemlig kastet anker meget tæt på kysten i Jammerbugten i Nordjylland.
Det bekræfter Forsvarskommandoen over for TV2 Nord.
Her lyder det dog, at det intet opsigtsvækkende er i de russiske skibe. De er ved at sejle længere ned i Europa og har "muligvis" på grund af det dårlige vejr søgt ly i Jammerbugten tæt på den danske kyst - og dermed i dansk farvand.
De russiske skibe ligger mellem fem og 10 kilometer fra Thorup Strand, hvor der hver dag sejler fiskere på hav.
Ifølge skibsovervågningstjenesten Vessel Finder er der tale om skibene Pola Gali, Neva-Leader 4 og Rusich-2. De står til at have kurs mod henholdsvis Holland, Tyskland og Belgien.
Forsvarskommandoen holder altid et vågent øje med de russiske skibe, men oplyser, at de tre skibe i Jammerbugten giver ikke anledning til bekymringer.