To mænd anholdt for spritkørsel

En bilist endte tirsdag aften i grøften og blev anholdt for spritkørsel. Natten til onsdag blev endnu en mand anholdt for samme forseelse.

En 39-årig mand blev tirsdag aften anholdt for spritkørsel efter at være kørt i grøften på Løkkenvej i Pandrup, og natten onsdag blev en 21-årig mand stoppet i Aalborg. Han er sigtet for at have kørt bil, mens han var påvirket af spiritus og euforiserende stoffer.

Nordjyllands Politi anholdt den 39-årige mand tirsdag aften klokken 22.38. Patruljen kom frem til stedet, efter at mandens bil var endt i grøften, oplyser vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

Natten til onsdag klokken 01.55 stoppede en patrulje en 21-årig mand på Maren Turis Gade i Aalborg. Betjentene mistænkte manden for at være påvirket af spiritus og euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for spritkørsel.

Blodprøver vil nu vise, hvor høje de to mænds promiller var.


Seneste nyt

fra Nordjylland