Mange interesserede, men kun 10 nye grunde solgt i Aabybro

10 købere bød på deres favoritgrunde i det nye kvarter, Horsbækken, i Aabybro - men der er stadig 16 byggegrunde til salg fra i morgen.

Med 26 nye byggegrunde til salg i Aabybro og 25 familier på venteliste til en byggegrund i Jammerbugt Kommune, burde regnestykket for det nye kvarter, Horsbækken, næsten være gået op.

Men da buddene på grundene blev gjort op tirsdag formiddag, var der alligevel masser af byggegrunde i overskud. 16 for at være helt præcis.

Jammerbugt Kommune havde udbudt de 26 byggegrunde, før de var klar til at bygge på, og interesserede købere kunne så byde på dem indtil tirsdag klokken 10. Ved tidsfristen var 10 bud indløbet.

Ifølge kommunen kunne syv købere gå hjem med den grund, de bød på som førsteprioritet, mens to kommende bygherrer fik deres anden prioritet, og en enkelt fik den grund, som var deres femte prioritet.

- Buddene var fordelt jævnt over alle grundene i udstykningen, dog med en overvægt af bud på grundene i det nordøstlige hjørne af udstykningen. Alle bud oversteg mindsteprisen på 550 kroner pr. kvadratmeter, skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse. 

Den højeste kvadratmeterpris blev 690 kroner, og laveste lød på 552,50 kroner.

De sidste 16 byggegrunde i udstykningen bliver sat til salg i morgen, onsdag den 15. marts til en fast kvadratmeterpris på 550 kroner. Så der er altså stadig håb om at erhverve sig sin egen lille parcel, selv om man missede budrunden - man kan læse mere om grundene her

 
 
Foto: Jammerbugt Kommune / TV2 Nord

Byggegrundene er beliggende i den sydøstlige del af Aabybro ved Torngårdsvej og er tæt på både børnehave, den nye skole, DGI-Huset og hovedvej 55. Køberne af grundene kan forvente at overtage dem 1. september 2017.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland