Martin P. sendt på porten: Tidligere Hobro-træner overtager tøjlerne

Martin Pedersen er færdig som cheftræner i Jammerbugt FC. Hans afløser bliver den tidligere Hobrotræner og -assistent Lars Justesen.

2. divisionsklubben Jammerbugt FC sluttede efterårssæsonen rigtig skidt af, så til foråret står det på nedrykningsspil for den ambitiøse klub. Og det bliver ikke med Martin Pedersen som cheftræner.

Klubben ophæver nemlig samarbejdet med den tidligere AaB- og Jammerbugt-spiller og hiver istedet Lars Justensen ind som ny cheftræner. Lars Justesen var assistent under Jonas Dal i både Hobro og Esbjerg og han indtog posten som cheftræner i Hobro efter Jonas Dals exit. 

Trænerskiftet sker sideløbende med dannelsen af en ny bestyrelse, der får ansvar for Jammerbugt FC's eliteafdeling.

- Der er igennem flere år blevet gjort et stort stykke arbejde af den nuværende bestyrelse. Nu er tiden moden til nye øjne og friske kræfter. Det har der været enighed om, og vi ser frem til sammen at løfte opgaven med et nyt stærkt team, fortæller Bøje H. Lundtoft, bestyrelsesformand for den nye bestyrelse i Jammerbugt FC.

Lars Justesen var i en overgangsperiode cheftræner for Hobro IK. Siden blev han, som han også var før. assistent for Jonas Dal i Esjerg. Nu skal han være cheftræner i Jammerbugt FC.
Lars Justesen var i en overgangsperiode cheftræner for Hobro IK. Siden blev han, som han også var før. assistent for Jonas Dal i Esjerg. Nu skal han være cheftræner i Jammerbugt FC.
Foto: Claus Fisker

Den nye bestyrelse får som første opgave at styre klubben sikkert gennem foråret og sikre overlevelse i 2. division.

- Vi må erkende, at vi lige nu står med en stor udfordring. Vi går ind til et afgørende forår, hvor det handler om at sikre en plads i 2. division - og pointmæssigt står vi ikke med tabellens bedste udgangspunkt. Vi har derfor vurderet, at det rigtige var at sadle om nu, mens tiden fortsat er med os, forklarer Bøje H. Lundtoft med henvisning til trænerskiftet, der betyder, at Lars Justesen tager over som ny cheftræner i det kommende forår.

- Lars bringer ikke bare de rette fodboldfaglige og menneskelige færdigheder med sig, men også en stor portion trænererfaring fra højeste niveau i dansk fodbold, hvilket, vi er sikker på, kan blive afgørende for at få det maksimale ud af potentialet i vores unge trup. Dette skal indfri forårets vigtigste mål for Jammerbugt FC - nemlig at forblive med at være divisionshold for 15. år i træk, fortæller Bøje H. Lundtoft.

Bestyrelsesformanden sender i samme omgang en tak til den afgående cheftræner:

- Martin er en dedikeret person og har ydet et stort stykke arbejde med en meget ung trup i Jammerbugt FC. Vi takker Martin for indsatsen og tiden i klubben - samt ønsker ham al mulig held og lykke fremover.


Seneste nyt

fra Nordjylland