Masser af udrykning - involverede kørt på sygehus i tre forskellige retninger

Både masser af politi og ambulancer spærrede hovedvej efter trafikuheld.

Der var hele tre involverede biler i et trafikuheld, hvor en bil endte i grøften og redningsmandskab spærrede hovedvejen.

Det fortalte TV2 Nord søndag aften

Her til morgen kan Mads Hesselund, vagtchef hos Nordjyllands Politi så bekræfte at der - trods omfanget - ikke er nogen alvorligt tilskadekomne.

Det krævede ellers redningsmandskab fra både Fjerritslev og Brovst, at drøne til Tingskoven på Rute 11/Aalborgvej, hvor tre biler, heraf en kassevogn, var braget sammen.

- Det er klart, når vi sender en bilinspektør til stedet, er der tale om en vis ulykke, siger Mads Hesselund.

En stor del af aftenen var hovedvejen derfor også spærret.

De involverede blev fragtet på sygehus i tre forskellige retninger - alle udenfor livsfare, oplyser politiet.

Værst gik det udover en mand, der var fastklemt i den ene bil. Han måtte skæres fri og fragtes til Hjørring med to brækkede ben, fortæller vagtchefen.

Til sygehuset i Thisted blev en anden mand sendt, men det var kun med "småskræmmer."

Endeligt var der også en familie med forældre og en to-og-et-halvt år gammel barn, som udenfor livsfare blev sendt til Aalborg Sygehus.


Seneste nyt

fra Nordjylland