Mistede 140 mio. kr. i omsætning sidste år: - Det har vi så lige gjort igen

Festivaler og andre større begivenheder er blevet aflyst. Det rammer hårdt i brancher, der leverer til festerne.

Kim Godiksen har drevet Godik Aps i 30 år. Firmaet leverer alt lige fra hundredevis af toiletvogne til kilometervis af hegn til de danske festivaler.

- Det er nok nemmere at sige, hvad jeg ikke leverer. Jeg leverer ikke telte, lys og lyd, og jeg leverer ikke musik. Resten leverer jeg, siger den 59-årige indehaver af virksomheden, der har hovedsæde i Brovst. 

De seneste to år har nok været de mest tumultariske. Covid-19 betød aflysning af festivaler på stribe i 2020 og i går skete det så igen.

- Sidste år - lidt før den her tid - tabte vi 140 mio. kr. Det har vi så lige gjort igen, siger Kim Godiksen.

Godik har 4000 vogne af forskellig karakter, men den mest kendte er nok deres toiletvogn.
Godik har 4000 vogne af forskellig karakter, men den mest kendte er nok deres toiletvogn.
Foto: Caspar Birk

Kim Godiksen understreger, at det heldigvis går godt i andre brancher, som lejer udstyr hos ham, men aflysningerne har alligevel store konsekvenser.

- Under normale omstændigheder ville vi i den seneste halvanden måneds tid have ansat omkring 300 sæsonarbejdere til sommerens opgaver, men det har vi ikke turdet og godt det samme. Der er ikke noget at lave til dem, siger Kim Godiksen.

Frustrerende

Mens Godik ikke leverer telte, så er det - ikke overraskende - en af de ting, man gør hos Tommy Telt i Nørresundby. Og her kan man også mærke konsekvensen af de mange aflyste arrangementer.

- Vi er fem ansatte nu, men vi plejer at være 20-22 på det her tidspunkt, siger indehaveren med det samme navn som firmaet.

Tommy Telt
Foto: Caspar Birk

Ingen af virksomhedsejerne frygter for deres firmas overlevelsesevne. Men for en mand som Tommy Telt er de tomme ordrebøger svære at kigge i.

- Det er frustrerende at se på og være med i. Når vi har travlt, er det hårdt, men det her er hårdere.

Tommy Telt har drevet sin virksomhed i 33 år. I år var første gang, at han holdt fri i Store Bededags-ferien.

- Vi plejer at have 170-190 ordrer og står for at levere 60-70 telte til konfirmationer. I år leverede vi til én, lyder det nedslående fra Tommy Telt.



Seneste nyt

fra Nordjylland