Mistede herredømmet over ny bil: 93-årig mand kørt ind i supermarked

En ældre mand mistede herredømmet over sin nye bil med automatgear og kørte direkte ind i indgangspartiet på Meny i Aabybro. Manden er kørt på skadestuen.

Politiet og Nordjyllands Beredskab blev i dag tilkaldt til supermarkedet Meny i Aabybro. En ældre mand var kørt ind i supermarkedets indgangsparti, og Menys indgangsdøre og vinduer var smadret.

Bilen var helt ny og med automatgear, og manden har formentlig taget fejl af pedalerne. Manden er 93 år, og han havde kun kørt 76 kilometer i bilen, da han kørte ind i Meny i Aabybro. 

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den 93-årige chauffør blev efterfølgende kørt på skadestuen til tjek. Ingen andre kom til skade ved uheldet.

- Det kunne være gået grueligt galt, men heldigvis var der ingen kunder ved indgangspartiet, da det skete, siger Torben Larsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi. 

Meny i Aabybro har i dag holdt lukket i en halv time, mens bilen blev fjernet. Bilen var kørt ind i en bærende pæl, og der var derfor fare for, at indgangspartiet ville styrte sammen, fortæller købmand i Meny, Aabybro, Vagn Tidselbak. 

Heldigvis viste det sig, at der ikke var yderligere fare, og supermarkedet er nu åbent for kunder igen. 

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland