Naturbrand: Hurtige og snarrådige naboer redder sommerhus fra at nedbrænde

Det kunne være gået grueligt galt lørdag eftermiddag i et sommerhusområde nord for Fjerritslev mellem Klim Strand og Hjortdal, da gløder smidt i et knastørt klitområde startede en brand. Heldigvis reagerede sommerhusgæster promte og forhindrede en større naturbrand.

Et 500-600 kvadratmeter stort klitområde brændte lørdag eftermiddag, og det er ifølge indsatslederen hos Nordjyllands Beredskab særdeles heldigt, at branden ikke brændte sig til et meget større område.

- Havde vinden været i en anden retning, så var det gået frygteligt galt, og vi havde haft en kæmpe klitområde i brand, siger Jørgen W. Pedersen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, der rykkede talstærkt ud, da meldingen kom lørdag eftermiddag.

- Og var der gået bare ti minutter mere inden, der kom styr på branden, så havde sommerhuset været omspændt af flammer, tilføjer indsatslederen. 

Sommerhusejeren og naboer var dog heldigvis hurtige og snarrådige, da branden blev opdaget, og indsatslederen roser indsatsen. 

- De fik hurtigt fat i branddaskere og vand og fik ilden under kontrol. Så det var sådan helt lavteknisk udstyr, der gjorde en stor forskel, siger Jørgen W. Pedersen.

- Det er en krudttønde

Der bliver ikke taget nogle chancer fra beredskabets side, når det handler om naturbrande i øjeblikket, da naturen er knastør.

- Vi er måske lidt touchy for tiden, men det kan så hurtigt blive vildt, fordi naturen er så utrolig tør lige nu, det er en krudttønde derude, siger Jørgen W. Pedersen.

Årsagen til branden på Møllebrosletten i sommerhuset ved Fjerritslev skal findes i, at nogen har smidt aske ud i naturen, formentlig i den tro, at det var ganske harmløst, men det viste sig, at der var enkelte gløder deri, og så gik det galt. 

- Jeg ved faktisk ikke, om sommerhusejeren havde grillet i aftes eller om asken kommer fra en brændeovn, men det er uforsigt omgang med aske i naturen, slår Jørgen W. Pedersen fast.

Sommerhusejeren kan nu se frem til en bøde for netop ikke at have sørget for at forhindre branden.

 

Kilde: Vejret, TV2
Kilde: Vejret, TV2

 

Gode råd i tørken

1: Tænk over, hvor du parkerer bilen

Udstødning og katalysator under bilen kan være så varm, at det sætter ild til det tørre græs.

 

2: Smid aldrig cigaretter i naturen

Der er kæmpe risiko for, at det er den, som antænder ilden.

 

3: Grill kun på u-brændbart underlag

Ifølge afbrændingsforbuddet er det faktisk forbudt at grille på brændbart underlag som græs.

 

4: Vær opmærksom på krumme glas

Man kan lave et brændpunkt med glas, som kan sætte gang i en brand. Så pas på med krumme glas i vinduet eller på terrassen.

 

5: Ring til brandvæsenet med det samme

Jo før beredskabet får kaldet. Jo hurtigere kan de komme ud og hjælpe


Seneste nyt

fra Nordjylland