Nordjyde er danmarksmester i store maskiner
Foto: Privatfoto.
Jacob Steen Hansen i midten med pokalen for det danske mesterskab i maskine håndtering.
Jacob Steen Hansen fra Nørre Lyngby er dansk mester 2016 i håndtering af store entreprenørmaskiner.
Nordjyden, Jacob Steen Hansen, erhvervede sig lørdag til DM for Volvo Operators Club i Taulov ved Fredericia en ny titel. Han er nemlig blevet danmarksmester i maskine håndtering.
- Det var en fantastisk oplevelse at vinde, og så sjovt at være med, siger Jacob Steen Hansen.
Titlen overtog han fra Kasper Winther Iversen, der har vundet de sidste tre år.
DM i entreprenørmaskiner omfatter en række præcisionsøvelser på tid i rendegravere og store gravemaskiner. Øvelserne var naturligvis holdt hemmelige lige indtil starttidspunktet, så ingen af de 14 deltagere fra hele landet havde mulighed for at træne med henblik på den aktuelle konkurrence.
I 2015 blev den nye danmarksmester nummer to ved DM, hvilket gav adgang til verdensmesterskaberne i Italien, hvor han blev en flot nummer fire.
Til efteråret skal Jacob Steen Hansen, der arbejder hos Sejlstrup Entreprenørforretning, til EM i Østrig, og her håber han på at hive endnu en medalje med hjem.
- Målet er, at jeg også skal op på podiet til EM, siger Jacob Steen Hansen.