Nordjyske kommuner har udsigt til flere ældre: Jammerbugts borgmester er ikke bekymret
Modsat Kommuners Landsforening så har Jammerbugt Kommune ikke det fjerneste imod udsigten til mange flere ældre.
Modsat Kommuners Landsforening har Jammerbugt Kommune ikke det fjerneste imod udsigten til mange flere ældre.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af ældre medborgere over de næste år vil stige voldsomt. Den udvikling vurderer Kommunernes Landsforening vil presse kommunernes økonomi voldsomt og blive en økonomisk byrde.
Helt modsat har man det dog i Jammerbugt Kommune, hvor man ikke har det fjerneste imod udsigten til flere ældre borgere. I stedet for at klynke og tale om øgede udgifter og ringere serviceniveau, så ser borgmesteren, Mogens Gade (Venstre), det grå guld som et stort aktiv.
- Mange af de seniorer, der er flyttet fast i deres sommerhus i vores kommune, er et kæmpe aktiv. De yder i stor stil en frivillig indsats i deres lokalsamfund, siger Mogens Gade, der henviser til blandt andet frivillighedskorpset i Blokhus og Hune, hvor 40 pensionister klarer en lang række andre praktiske opgaver til glæde for de to byer.
I dag er der 3400 personer i Jammerbugt, der er 75 år og ældre. Om otte år vil der ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik være 5.100 personer i den aldersklasse. En stigning på hele 50 procent. Det er den største stigning i hele Nordjylland sammenlignet med andre kommuner.
Det er bare ikke noget borgmesteren frygter:
- Jeg vælger, at se seniorerne som ressource, og når der kommer flere indbyggere får vi et større bloktilskud fra Staten. De kommer også til at lægge nogle skattekroner i kommunekassen, da mange af de ældre, der flytter hertil har eller har haft en fornuftig indtægt, siger Mogens Gade.
Ifølge Kommunernes Landsforening forventer tre ud af fire kommuner øgede udgifter på ældreområdet i 2018. En forventning, man altså ikke har i Jammerbugt Kommune.