Ny app vækker vikingeborg til live
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Vikingeborgen Aggersborg ved Aggersund bliver vækket til live igennem en ny app, som gør det muligt for besøgende at se, hvordan borgen så ud for 1000 år siden.
Hvordan så vikingeborgen Aggersborg egentlig ud, da Harald Blåtand lod den opføre for godt og vel 1000 år siden? Den nysgerrighed kan vikingeborgens besøgende få stillet, efter at tre studerende på Aalborg Universitet har udviklet en ny app.
App'en, som bliver præsenteret lørdag, er bygget på teknologien augmented reality - som på dansk kan oversættes til udvidet virkelighed. Den gør, at besøgende kan bevæge sig rundt på Aggersborg og samtidig følge med på deres smartphone, hvor de kan se, hvordan stedet så ud for 1000 år siden.
- Vi havde en drøm om at levendegøre fortællingen om vikingeborgen Aggersborg, og de tre studerende har været gode til at byde ind med ideer og forslag. Blandt andet kan de besøgende via app’en møde vikingen Svend, der fortæller om Aggersborg, fortæller Maria C. Hagstrup, museumsinspektør og kulturarvsvejleder ved Vesthimmerlands Museum.
Den nye app indeholder elementer som dem, man så i spillet Pokémon Go, der var sidste sommers helt store hit.
- Det har været vigtigt for os – og for museet – at lave en virtuel løsning, der kan bruges af alle, der lige kommer forbi Aggersborg. Derfor er det meningen, at et nyt hold medialogi-studerende hen over sommeren skal arbejde videre på løsningen og blandt andet udvikle en form for skattejagt, hvor man kan lære mere om vikingerne på Aggersborg, samtidig med at man jagter gemte skatte, siger Mads Luther Nørlem, som er en af de studerende, der har været med til at udvikle app'en.