Ny is-hæder: - Vi har fat i den lange ende
Her fortæller farmand og mejerist Niels Henrik Lindhardt, at han er taknemmelig for æresprisen.
Det prisvindende mejeri tog i denne uge en af de helt store priser med hjem til Aabybro.
- Man er stolt af sit produkt, sin virksomhed og sit personale.
Det fortæller medejer af Aabybro Mejeri og søn til Niels Henrik Lindhardt, Niels Jørgen Lindhardt, som netop med stor succes har deltaget i mejerikonkurrencen ved International Food Contest i Herning.
Det nordjyske mejeri løb nemlig med den største pris, 'æresprisen', i kategorien 'Desserter, softicemix og iscreme' for deres kakao softice mix.
De tilmeldte blev bedømt på emballage, lugt, smag, konsistens, bygning, farve/indre og ydre/udseende. Og det var netop på smagen, at nordjydernes softice skilte sig særligt ud.
- Nu får vi lidt vist, at vi har fat i den lange ende.
Mejeriet tog også æresprisen i 2022 for deres saltkaramel flødeis.
Ikke den eneste sejr nordjyderne tog med hjem
Ved konkurrencen, som forløb fra 1. til 3. oktober, er der ifølge mejeristen tilmeldt omkring 1000 produkter i en række kategorier fra forskellige mejerier primært i Norden.
Aabybro Mejeri/Ryå Is tog dog også flere priser med hjem i samme kategori.
Det blev nemlig blandt andet også til guld for deres saltkaramel flødeis og deres karamelfromage.
I kategorien blev der uddelt to gange guld, fem gange sølv og seks gange bronze, hvoraf nordjyderne vandt 10 af priserne - samt æresprisen, som der kun gives én af per kategori.
- Man tænker 'yes'! Man tænker på sit personale, der har gjort et virkelig godt arbejde.
Men selv med de nye priser og anerkendelsen skal der ifølge medejeren ikke hviles på laurbærrene.
- Nu skal vi bare fejre det med personalet og tilbage til hverdagen igen og opretholde den høje kvalitet.
Video: Niels Jørgen Lindhardt, der er søn af Niels Henrik Lindhardt, er gået i sin fars fodspor.