Ny kommunaldirektør til Jammerbugt Kommune

Fra midten af juni overtager 48-årige Holger Spangsberg posten som kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune.

Den nye kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune hedder Holger Spangsberg. 

Han kommer med syv års erfaring fra toplederstillinger i Gribskov og Fredericia Kommune.

I sit nye job får han ansvaret for 3.000 ansatte.

- Jammerbugt Kommune er en velfungerende kommune med politisk stabilitet. Jeg ser blandt andet frem til at samarbejde om at opnå kommunens ambitiøse mål med at få folkeskolen i top-20, udviklingen af centerbyerne og landdistrikterne, øget bosætning, en ny sundhedspolitik og at få flere arbejdspladser til kommunen”, fortæller Holger Spangsberg i en pressemeddelelse.

Holger Spangsberg har været kommunaldirektør i Gribskov Kommune i fire år, og inden da var han direktør for Teknik, Miljø & Erhverv i Fredericia Kommune. Han har også været en tur forbi Københavns Kommune.

Han blev færdig som cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet i 2000 og har videreuddannet sig på CBS.

Borgmester Mogens Gade ser frem til at få den nye mand i folden.

- I Kommunalbestyrelsen ser vi frem til at byde Holger Spangsberg velkommen. Vi får en erfareren topleder til kommunen med et veludviklet politisk blik. Med erfaringer som bindeled mellem det politiske og administrative niveau, kan han samle organisationen og fortsætte Jammerbugt Kommunes udvikling. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Holger Spangsberg, siger borgmester Mogens Christen Gade.

Holger Spangsberg afløser Bjarne Grøn, der stoppede med udgangen af marts 2019.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland