Politiet advarer: Pas på spejlglatte veje
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er glatte veje især omkring Fjerritslev og Brovst. Derfor opfordrer politiet til forsigtighed.
Der er meget glat flere steder i Nordjylland, og efter et glatføreuheld advarer politiet om, at man skal køre forsigtigt.
Mandag formiddag endte en bil i grøften ved Vilsbæk Engvej/Kanalvej i Brovst. Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi var der tale om et glatføreuheld, hvor bilen røg i grøften og væltede rundt på siden.
Føreren af bilen kunne ikke selv komme ud, da bilen var væltet rundt, men der skete ikke alvorlig personskade ved uheldet, og der var ikke andre biler involveret. Føreren blev kørt til tjek på skadestuen.
Uheldet skete klokken 9.58, og kort tid efter sendte Nordjyllands Politi et tweet ud, hvori de advarer om mange glatte veje, især i området omkring Fjerritslev og Brovst.
Politiet opfordrer til, at man passer på og kører forsigtigt for at undgå uheld.
Pas På: Der er spejlblank og isglat på mange veje især i Fjerritslev og Brovst området. Vi har haft uheld ved Vilsbæk Engvej/Brovst. Pas på og kør forsigtigt. #politidk #vagtchefen #glatføre pic.twitter.com/ErWYObLF7P
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) December 18, 2017