Royalt besøg: Mary indvier stort skolebyggeri
Der er fornemt kongeligt besøg i Nordjylland, når Kronprinsesse Mary indvier det nye Skolecenter Jetsmark fredag 18. august.
Den royale snorklipning markerer afslutningen af det storstilede skolebyggeri i Jammerbugt, der har været i gang siden slutningen af 2015.
- Det bliver et kulturcenter for hele området Pandrup, Kaas og Moseby. Vi glæder os og forventer os rigtig meget af de smukke, gennemtænkte bygninger og de flotte, funktionelle udearealer, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V).
Derfor betyder det meget, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen vil indvie skolen, fortsætter borgmesteren.
Fire dage før kronprinsessen indvier skolecentret, tager de første elever plads på den dugfriske skolebænk.