Sådan fejrer nordjyder vintersolhverv
Flere steder i Nordjylland fejrer man i dag, at lyset nu vender tilbage
Efter dagens korteste dag kommer lysere dage til danskerne. I Nordjylland fejres mærkedagen vintersolhverv både med bål og sang.
Nu kan vinterdepressionen snart pakkes væk. Den 21. december er årets korteste dag, og den 22. kommer den længste nat. Det betyder flere lyse timer fremover, og det blev fejret både i Slettestrand og Løkken.
Dagen varer under syv timer, så klokken 15.35 stimlede lokale sammen, som de gør hvert år ved vandtårnet i Løkken.
- Når vi kommer her den 21., så ved vi, at vi går mod lysere tider. Det er lidt sværere faktisk ved sommersolhverv, hvor det går mod de mørke tider. Her det er faktisk det rigtige tidspunkt at komme, for så bliver det lyst igen, siger Sidse Borre fra Løkken.
Humøret bliver bedre
Fra den 21. december bliver døgnet kun længere og længere, og den 21. juni er der sommersolhverv med årets længste dag på 17,5 time. Det er en tid, som Morten Hilmer fra Slettestrand ser frem til.
- Jeg tilbringer meget tid udenfor, og jeg kan bare mærke, at jeg sådan rent mentalt bliver helt vildt glad over, at der kommer flere lyse timer i døgnet, siger Morten Hilmer, der arrangerer vintersolhvervsfest for femte år i træk i Slettestrand.
Her bliver der lavet tre bål, og maden bliver lavet i det fri.
- Nogle har noget mad med, jeg smider noget suppe over, og jeg laver noget rådyrbov på bålet, som står og langtidssteger, og så er vi egentlig bare her og drikker noget øl og drikker noget gløgg, spiser noget mad og hygger og snakker med hinanden, fortæller Morten Hilmer.
Dagene fra og med 22. december bliver i snit omkring 3 minutter og 20 sekunder længere pr. døgn. Dog bliver dagene kun få sekunder længere lige efter vintersolhverv.