Særlige skilte skal komme bil-ræseri i sommerhusområderne til livs
Skiltene blev sat op i maj måned.
Det har længe været et problem i Jammerbugt Kommune, at bilister kører for stærkt i sommerhusområderne. Det skaber farlige situationer og chikanerende støv.
På trods af forskellige forsøg på at komme problemet til livs med skilte og støvbinder, er det endnu ikke lykkes.
Derfor har man hos Sammenslutningen af Sommerhusejerforeninger i Jammerbugt Kommune (SSJK) søgt inspiration andetsteds.
- Vi så, at nogle sommerhusforeninger i Odder Kommune havde fået sat lignende skilte op. De har oplevet, at det virker, forklarer Flemming Pedersen, næstformand for SSJK.
Det er disse skilte, som Jammerbugt Kommune har anskaffet:
Var revet væk
Det var nogle farverige og anderledes skilte med barnlige billeder og tekster på, som maleren Ole Grøn har malet, som sommerhusforeningen fandt inspiration i.
- Vi vil gerne appellere til folks samvittighed, og med et glimt i øjet få dem til at tage hensyn og køre pænt, forklarer bestyrelsesformanden, der satte gang i afsøgningen af mulighederne for at få lignende skilte i Jammerbugt Kommune.
- Vi samarbejdede med kommunen, som har støttet de direkte omkostninger med cirka 50.000 kroner, hvilket dækker produktionen af 100 skilte med tosidet tryk, forklarer Flemming Pedersen.
Derudover stod kommunen også for at indhente godkendelsen hos Nordjyllands Politi. Foreningen har selv opstillet skiltene.
- Skiltene var revet væk på to dage. Folk er meget glade for ideen, og det er blevet taget rigtig godt imod, konstaterer Flemming Pedersen.
- En rigtig god ide
Skiltene i Jammerbugt er også lavet af Ole Grøn, og blev sat op i maj måned.
Og de er taget godt imod i Hune.
- Det er jo et sted, hvor vi alle sammen skal kunne være. Især de små børn, som ofte får lov til at træne cykler og alle sådan nogle ting her. Så det er supervigtigt, at vi får sat farten ned her, konstaterer Morten Lundgren, som er sommerhusejer i området.
- Der er mange, der kommer her, som ikke er vant til at komme i området, men måske lejer et sommerhus i en uge eller 14 dage. De kender ikke andet end til, at de kører bare ind til deres lejede sommerhus og så ud igen, pointerer Michael Boeriis.
Kommunen bakker op
I Jammerbugt Kommune har man haft forslaget oppe i trafiksikkerhedsrådet. Her blev man enige om, at man kunne bidrage til mere sikkerhed i sommerhusområderne.
- Vi synes, det er et godt initiativ, som sammenslutningen af sommerhusforeninger har taget, konstaterer Niels Christian Hem, der er formand for Teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.
Se hele indslaget herunder.