Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Se billederne af det tabte gods: Mange containere driver rundt i havet i Nordjylland

Forsvarskommandoen kan ikke sige noget om, hvornår det er sket.

Et noget usædvanligt syn finder sted lige nu mellem Bulbjerg og Svinkløv.

Ude i havet driver der nemlig 46 containere fra et Mærsk Skib rundt i havet. Det skriver Nordjyske. 

Til TV 2 Nord bekræfter Forsvarskommandoens pressetjeneste, at der driver containere rundt, men tjenesten har dog ikke særlig mange oplysninger om, hvordan situationen er derude.

- Vores opgave er at sikre skibstrafikken, og der har vi givet en melding på Lyngby Radio. Og skibstrafikken er opmærksom på det, siger Christer Haven fra forsvarskommandoen. 

Han kan ikke sige noget om, hvordan eller hvornår de 46 containere er blevet tabt, men han formoder, at det har noget med stormen Pia at gøre. Den har raseret i løbet af de torsdag og fredagen. 

Du kan se nogle af de billeder, TV2 Nord har taget fra Tranum Strand herunder:

Strandfoged på overarbejde

Strandfogeden på en hel del af strækningen kan give oplysninger om, hvad der er drevet ind. 

- Jeg fik en melding ind i går, at der lå et køleskab ved Svinkløv, om jeg ville fjerne det. Da jeg kommer derned, kunne jeg se, at der kom masse af køleskabe, frysere, medikamenter, underlag til børn og meget mere, siger strandfoged Andreas Rasmussen.

Han er strandfoged nærmest fra Bulbjerg og til Slettestrand, og der har været nok at se til det seneste døgns tid. 

- Der er rigtig mange, der ringer ind - jeg er blevet kimet ned. Og det er jo bare godt, at folk hjælper. Der er også mange nede ved stranden, der hjælper med at rydde op og samler sammen, men der skal bruges mange flere folk, siger han.

Han oplyser, at der er fire containere, der er drevet i land forskellige steder på kysten, og han ved kun, at det er på grund af stormen, at det er sket, hvor containerne skulle været tabt ude i Nordsøen. 

Køleskabet her har fået sig en hård tur i bølgerne og er gået i land på Blokhus Strand, så godset fra containerne spreder sig vidt omkring. Foto: Privatfoto: Lars Nielsen

Andreas Rasmussen samarbejder med Nordjyllands Politi, og han holder dem underrettet om situationen. For strandfogeden er det her dog også nok det vildelste, han har oplevet i sin tid som strandfoged.

- Normalt er der minimalt med arbejde. Det er meget lidt. Og det er meget, meget, meget sjældent, at der sket noget, som det her. Men det er vildt, hvor mange kræfter havet har, når det tager fat, siger han og fortsætter:

- Sådan en 40-fods container er kæmpe stor, og de bliver selvfølgelig bare revet rundt. 

Hvad skal der ske? 

På nuværende tidspunkt ved strandfogeden ikke, hvad der skal ske. Men rydes op, det skal der.

- Der er jo meget flamingo i de her containere, og der kommer meget mere ind. Så der skal rydes op, og det er der jo heldigvis mange, der hjælper med, siger Andreas Rasmussen.

Ingen er kommet til skade

TV2 har været i kontakt med Mærsk om situationen, og i en mail oplyser rederiet, at der ikke er nogen besætningsmedlemmer, der er kommet til skade. Men også, at de fik oplysninger om det tidligt fredag morgen.

- Hændelsen skete under stormen Pia, mens hun sejlede i Nordsøen på vej fra Bremerhaven, Tyskland, til Gdansk, Polen, skriver Mærsk i et svar til TV2. 

Mærsk kan desuden oplyse, at det er en Mayview Mærsk, det er sket med. 

I svaret til TV2 oplyser Mærsk også, at det foreløbige skøn lyder på, at mere end 40 containere er blevet tabt, og at skibet stadig befinder sig i havet på vej til Gdansk i Polen. 

- Vi forventer, at skibet ankommer i løbet af formiddagen den 24. december. Når vi er lagt til kaj i havn, vil vi påbegynde lastoperationer ved dagslys og få det fulde overblik over både mistede og beskadigede containere, skriver Mærsk.

De relevante myndigheder er også informeret, og en virksomhed er hyret til at hjælpe med at lokalisere containerne. 

Mærsk understreger også, at de vil hjælpe med oprydningen af de tabte containere, og at deres besætning, drift og sikkerhed af lasten er vigtig for dem. 

- Vi vil følge op med en grundig undersøgelse og tage de nødvendige skridt for at minimere risikoen for, at lignende hændelser opstår i fremtiden.

TV2 Nord har også fanget en anden strandfoged på stranden i Tranum. Ham har TV2 Nord taget en snak med om opskylningen af det meget tabte gods:


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.