Sille har samlet ind for tusindvis af kroner: - Vores skole skal overleve
Foto: Michael Andersen / TV2 Nord
Forældre og børn kæmper for skolens overlevelse.
Sille og hendes familie har samlet pant for hele 12.000 kroner.
- Vi har pantet dem i pantmaskinen, fordi vores skole skal overleve, lyder håbet for skolepigen Sille Mørk Capton, der går i 1. klasse.
Og hun er langt fra den eneste elev, der gør sit for at redde den lukningstruede Vedsted Friskole.
- Vi har selv købt strømper for at give til skolen, ligesom vi har givet masser af pant til skolen og været ude at sælge nogle lodsedler, siger Abby Reedtz fra 6. klasse.
Corona, lave elevtal og uforudsete udgifter skolebygningen slog bunden ud af budgettet hos friskolen.
Det fik forældrene til at gå sammen om at finde de manglende penge.
- Det havde været nemt for os at sige, at vi mangler 400.000 kroner på vores skole - vi finder en anden skole, men alle har valgt at blive, fordi vi elsker vores skole, fortæller forælderen Pia Møller Andersen.
Forældregruppen på friskolen har i år overtaget organiseringen af lørdagens byfest i Birkelse.
- Vi har simpelthen lavet alt fodarbejdet med at indsamle madvarer og sponsorgave til en tombola. Vi har brugt rigtig mange timer, siger Pia Møller Andersen.
- Vi gør det for vores børns skyld, for de skal have den her skole efter sommerferien.
Se indslaget herunder:
Skolen er foreløbigt reddet
Skolelederen, Thomas Krogh, sender en stor portion respekt forældregruppens vej.
- Det taler jo lige ind i, hvad en friskole er med det forpligtende fællesskab, og jeg synes i den grad, at forældregruppen her har trådt i karakter.
- Det bevidner også om, at det er nogle forældre, der gerne vil deres børns skole, lyder de rosende ord fra Thomas Krogh.
Skolens fremtid er foreløbigt sikret takket være det store engagement fra forældre og elever.
- Det er jeg rigtig glad for, for jeg er rigtig glad for skolen, så vi er glade for, at den kan være her næste år, siger skoleeleven Abby Reedtz.
- For os er skolen ikke bare en skole. Det er familie, og det er noget, vi skal bevare, tilføjer og slutter forælderen Pia Møller Andersen.