Sjov og spas til efterårsfestival: Cecilie står for aktiviteterne
Cecilie Stensvig studerer til daglig serviceøkonom på UCN i Aalborg.
Mens nogle holder efterårsferie, bruger andre den på at arrangere aktiviteter.
I disse dage løber Blokhus efterårsfestival af stablen med et væld af aktiviteter. Men tirsdag var det nogle andre, som stod i spidsen for at sætte gang i pladsen i byen.
For i forbindelse med deres praktik stod et par serviceøkonom-studerende fra UCN i Aalborg klar til at tage imod de besøgende med sjov og spas.
- Jannie fra Blokhus skrev og spurgte, om vi kunne have lyst til at komme og lave nogle aktiviteter for børn i Blokhus. Det vil vi selvfølgelig gerne, for vi har mange spændende ting, vi kan tage med herop og reklamere for, mens vi også gør dem opmærksom på sport, fortæller Cecilie Stensvig, der er en af de to studerende, som tirsdag havde taget plads i teltet på torvet.
Fra teori til praksis
Der skulle både skrues op for pulsen og for koncentrationen.
I august startede Cecilie Stensvig i praktik hos Jetsmark Idrætscenter som serviceøkonom, hvor man netop arbejder med at arrangere events. Tirsdag stod hun så klar til at se sin første event løbe af stablen.
- Det hænger jo rigtig godt sammen, fordi vi får teorien i skolen, og så får vi lov til at komme ud i praktik. I praktikken får vi lov til at lave events selv og får lov til at tage noget ansvar og nogle initiativer.
De er i øjeblikket fire praktikanter hos Jetsmark Idrætscenter, men det var kun Cecilie og hendes medpraktikant Caroline, som stod for dagens sjov og spas med flere forskellige aktiviteter.
- Vi har taget pickleball med, som er et nyt spil, der minder lidt om tennis. Så har vi taget noget badminton, fodbold og andedam med, for at symbolisere svømmehallen, hvor man også kan vinde nogle fribilletter, fortæller Cecilie Stensvig.
En succesoplevelse
På trods af at aktiviteterne var inde i teltet i det ellers gode vejr, så havde flere fundet frem.
Lyden af ketsjere, bolde og latter spredte sig ihvertfald i det lille telt, så man var ikke i tvivl om, at aktiviteterne faldt i god jord.
- Vi har hygget os med det, og har lavet mange ting, siger Asger Dybdal med røde kinder efter en omgang pickleball.
Det samme lyder det til, at Victor Bendix har, da han har hænderne fulde med præmier fra andedam.
- Man havde sådan en stang, hvor der hang en magnet på. Så skulle man fange ænder, og så fik man noget, fortæller han.
I andedam kunne man nemlig vinde både slik og en fribillet til Jetsmark Idrætscenter.
Aktiviteterne stod på i fire timer, og allerede fra start kunne Cecilie Stensvig se, at de valgte aktiviteter havde været en succes.
- Jeg synes, at de har taget mega godt imod det. Folk prøvede at komme ind i teltet, inden vi åbnede, så det er bare mega dejligt, at folk har lyst til at deltage, lyder det fra hende.
Se alle de sjove aktiviteter herunder: