Skolebørn bliver jagtet af aggressive måger: Nu skal de skydes

Mågerne er decideret aggressive mod børnene i skolen, lyder det, og det får nu kommunen til at reagere.

Aabybro er hårdt plaget af måger. Udover de høje skrig hver eneste morgen og aften, der forstyrrer søvnen, så er mågerne også gået hen og blevet et problem for skolebørnene i byen. 

- Børnene tør næsten ikke gå ud og spise deres mad, fordi de bliver jagtet herude, siger Henning Kiil fra Aaby Sogns Jagtforening.

Han fortæller, at mågerne er i gang med redebygning, og derfor er de blevet meget aggressive.

- Hvis de (skolebørnene red.) kommer ud og har en bid mad i hånden, så risikerer de, at mågerne styrtdykker på dem og stjæler maden, siger Henning Kiil. 

Reguleringsjægere har fået lov til at skyde måger, der har terroriseret byen den seneste tid.
Reguleringsjægere har fået lov til at skyde måger, der har terroriseret byen den seneste tid.
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Bestanden er uændret

Geværet er ladt og Henning Kiil er klar til at skyde "jagtsæsonen" igang onsdag morgen.  Sammen med fem andre reguleringsjægere har han fået lov til at skyde de måger, der den seneste tid har terroriseret Aabybro midtby. 

- Jeg har en taktik, som går ud på, at vi går langs gavlen her, og så forsøger vi at tage af dem, der sidder ovre på bygningen ved siden af. 

Men det skulle vise sig at blive en udfordrende opgave. 

- De er i luften, så der er ikke mulighed for at få nogen på skudhold lige nu. De kan fornemme, at jeg er her, siger Henning Kiil. 

Heldet var ikke med Henning Kiil i dag.
Heldet var ikke med Henning Kiil i dag.
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

- Så er der kun én ting at gøre, og det er at trække sig lidt tilbage og håbe på, de sætter sig igen, så jeg kan komme på skudhold, fortæller Henning Kiil og skuer til de flagrende måger på himlen. 

Havde man set frem til færre måger i bybilledet i dag, må man væbne sig med tålmodighed lidt endnu. 

På trods af morgenens anstrengelser lykkedes det nemlig ikke Henning Kiil at få ramt på mågerne.  

Forhåbentlig er heldet bedre de næste ti dage. Fra den 15. april må mågerne ikke længere skydes, da de begynder at yngle.   






Seneste nyt

fra Nordjylland