Små monstre tyvstartede på fastelavn

Fastelavn er først om en uge, men i Hune tog man søndag forskud på festlighederne.

Små monstre, prinsesser og andet godtfolk var søndag inviteret til tøndeslagning og fastelavnsboller i Hune.

Dagen startede med en monsterworkshop med Moster Meta i Hune Bageri, hvor børnene kunne lave deres egne sjove hatte, før de blev sendt på monsterjagt i byen.

Til sidst skulle det afgøres, hvem der skulle være årets kattekonge og -dronning, da børnene slog katten af tønden.

For Lukas Bredahl fra Aalborg blev festen særligt god. Han satte det afgørende slag ind på tønden for de ældste børn, og havde dermed gjort sig fortjent til titlen som årets kattekonge.

- Jeg kan godt lide fastelavn, fordi man slår katten af tønden, spiser fastelavnsboller, klæder sig ud og hygger sig sammen, siger den nyslåede kattekonge.

Fastelavnsfesten var arrangeret af Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Tønderne fik tæsk i Hune.

Seneste nyt

fra Nordjylland