Søren er frivillig i Fjerritslev - nu får han fornem hæder

Søren Jensen er nærmest synonym med den nordjyske fodboldklub Fjerritslev IF.

Den ukuelige ildsjæl har gennem imponerende 44 år været en markant frivillig i klubben, og det har både været som træner, udvalgsmedlem, bestyrelsesmedlem og formand af flere omgange.

For sit enorme virke i fodboldens tjeneste blev han til klapsalver fra 150 deltagere på DBU Jyllands delegeretmøde hædret med DBU Jyllands Rejselegat 2022 i Herning Kongrescenter lørdag 12. marts.

Stor betydning for klubben

Rejselegatet er en pris, som hvert år uddeles til en helt ekstraordinær fodboldfrivillig, som for at komme i betragtning til hæderen skal have ydet en ulønnet indsats for jysk og dansk fodbold i minimum 30 år.

Fra talerstolen i Herning berettede nordjyske Kristian Nørgaard Thomsen, formand i DBU Jylland Region 1, at Søren Jensen betydning er uvurderlig.

- Sørens betydning for klubben er og har været kæmpestor, og han er altid villig til at give en hånd med - uanset hvor stor eller lille opgaven måtte være. Han ved alt, hvad der foregår i klubben og er dagligt i kontakt med flere aktører omkring klubben.

Hustru også hædret

Den fornemme hæder er ikke fremmede hjemme hos familien Jensen i Fjerritslev.

For Søren Jensens hustru, Mette Lykke Jensen, modtog i 2017 samme hæder fra DBU Jylland.

Mette Lykke Jensen styrer klubbens økonomi og har gjort det omtrent lige så længe som Søren Jensen har været aktiv i Fjerritslev IF Fodbold.

Som modtager af rejselegatet får man en tur til en af herrelandsholdets udekampe sammen med en samlever. 


Seneste nyt

fra Nordjylland