Solvarmeanlæg skal give millionbesparelse i Aabybro
Foto: Arcon-Sunmark
Et nyt solvarmeanlæg skal give en tocifret millionbesparelse i Aabybro. Anlægget bliver blandt de ti største herhjemme.
Et nyt solvarmeanlæg i Aabybro skal give millionbesparelser. Sådan lyder det fra Arcon-Sunmark, som skal opføre det 26.200 kvadratmeter store solvarmeanlæg for Aabybro Fjernvarmeværk.
Det kommende anlæg bliver blandt de ti største herhjemme.
Det er Arcon-Sunmark, der opfører solvarmeanlægget, og teknikbygningen tegnes af Arkikon, der også har tegnet værkets biomasseanlæg. Det oplyser Arcon-Sunmark i en pressemeddelelse.
Solvarmeanlægget er forberedt for en udvidelse, så det samlede solfangerareal kan komme op på 30.000 kvadratmeter.
- Aabybro har med dette store solvarmeanlæg lavet en fremsynet investering på vegne af deres brugere, og vi er meget glade for, at de har valgt Arcon-Sunmark som leverandør. Solvarme i storskala er både meget miljøvenligt og konkurrencedygtigt i kroner og ører, siger Ole Dalby, administrerende direktør i Arcon-Sunmark.
Venter store besparelser
I april 2016 satte man et nyt biomasseanlæg i drift. Det er i dag den primære varmekilde for Aabybro Fjernvarmeværk.
Solvarmeanlægget skal bidrage med 13.680 MWh timer årligt, hvilket er 25 procent af den årlige produktion på 53.000 MWh. Når anlægget tages i brug til august er solvarmen beregnet til at være 14 kr. billigere per MWh end biomasseafbrændingen.
- Vi vil fremover kunne fastholde vores lave varmepris. Det er en direkte konsekvens af, at vi investerer i et solvarmeanlæg. Selv de mest konservative beregningsmodeller giver en stor tocifret millionbesparelse samtidig med, at vi tager et stort skridt i den rigtige retning rent miljømæssigt, siger Torben Stenbroen, driftsleder på Aabybro Fjernvarmeværk