Sommerferie for økonomisk trængte: - Jeg ville ikke have råd til at tage af sted alene

Selvom vi lige nu befinder os midt i feriesæsonen, har tusindvis af danskere ikke råd til at tage afsted på ferie.

Nadja Kruse fra Amager og hendes datter Victoria har fået en uges gratis ferie af Dansk Folkehjælp - i en lejlighed i Danland lige ud til havet i Blokhus. Det er med kost og logi.

- Jeg ville ikke have råd til at tage af sted alene. Det ville jeg ikke have økonomi til, siger Nadja Kruse.

Igen i år hjælper Dansk Folkehjælp flere tusinde økonomisk trængte familier afsted på sommerferie. Efterspørgslen er dog steget eksplosivt de seneste år, så kun én ud af ti ansøgere får en ferie i år – for ventelisten bugner.

- Vi har fuldt udlejet. Alle lejlighederne, som vi har, er fuldt booket, siger Lars-Erik Nielsen, der er frivillig lejrchef i Dansk Folkehjælp.

Lejrchefen står for det praktiske. Grill om aftenen – og aktivitetsprogram for de i alt 44 gæster om dagen, hvis folk har lyst. Forleden gik turen til Hjørring – med besøg i FunPark, McDonald og til sidst med en klatretur i sandstorm op til Rubjerg Fyr.

Igen i år hjælper Dansk Folkehjælp hundredvis af økonomisk trængte familier afsted på sommerferie. Og netop nu holder 15 af familierne sommerferie ved Vesterhavet i Blokhus.

Størstedelen af ansøgere er kvinder

Kun enlige forsørgere på overførselsindkomst kan komme i betragtning, og langt størstedelen af ansøgerne til Dansk Folkehjælps Feriehjælp, i alt 92 procent, er kvinder.

Betænkningstiden varede kort, da Nadja Kruse pludselig stod øverst på ventelisten og kunne komme af sted med datteren.

- Jeg synes ikke det er flovt at bede om hjælp. Man er simpelthen så bankerot, når man er på kontanthjælp, og man vil alligevel sine børn det bedste. Det er blevet strammere på kontanthjælp, så jeg tror ikke, folk synes det er flovt mere, siger Nadja Kruse, der selv har været på kontanthjælp i tre år.

Hun nyder selv ferien, men det vigtigste er, at datteren Victoria får en ferie.

- Det er børnene, det rammer. Derfor er det så fantastisk, at vi kan give dem den oplevelse. Jeg vil også søge næste år, hvis jeg ikke er kommet i arbejde igen, siger Nadja Kruse.


Seneste nyt

fra Nordjylland