Spejdere sover flere år i telt
Ungt søskendepar har gjort sig fortjent til spejdermærker.
Søskendeparret Anders og Caroline Lunden Møller fra Ingstrup er begge spejdere, og de har sovet i telt længe, så det, at de ligger i telt i dag, det er ikke så anderledes, end det plejer. For lillebror Anders er det dog en ekstra særlig dag, da han nu har sovet i telt i to år næsten hver dag.
- Jeg synes, det er hyggeligt, men det er også lidt koldt, siger Anders Lunden Møller.
Inden Anders kom så langt, havde storesøster Caroline sovet i telt i tre år.
Caroline fortæller, at det hele faktisk startede lidt tilfældigt.
- Det startede med, at jeg sov ude en nat, jeg kan ikke helt huske hvorfor, og så gjorde min spejderleder mig opmærksom på, at jeg kunne få et mærke, og så fortsatte jeg faktisk bare derfra, siger Caroline Lunden Møller.
Storesøster er dog færdig med at sove i telt for denne gang fra på onsdag.
- Nu glæder jeg mig til at komme ind på mit nye værelse, siger Caroline Lunden Møller.