Svejsearbejde startede gårdbrand: Maskinhus svært skadet

Brandfolk fra tre byer hjalp med at slukke brand på en gård ved Tranum.

Brandfolk fra både Brovst, Fjerritslev og Aabybro blev tilkaldt da der onsdag ved middagstid udbrød brand på en gård på Lunde Mark ved Tranum nær Brovst.

I forbindelse med svejsearbejde på en traktor startede en brand, fortæller indsatsleder Dorthe Krogh fra Nordjyllands Beredskab, og så gik det ellers hurtigt.

Der blev ringet 112 og de mange brandfolk fra de tre byer fik, da de ankom til stedet, hurtigt flammerne under kontrol, men der er alligevel sket svære skader på bygningen, der huser gårdens traktorer og maskiner.

Kun materiel skade

Ilden nåede at bryde gennem tagkonstruktionen inden brandfolkene kunne begynde at bekæmpe flammerne, men den bredte sig lykkeligvis ikke til stuehuset eller gårdens øvrige bygninger.

Klokken 14:15 er Nordjyllands Beredskab igang med at efterslukke branden og sikre, at der ikke gemmer sig lommer af ild eller gløder, der kan få branden til at bluse op igen.

 
 
Foto: Jan Pedersen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland