Tea og morfar hørte et kæmpe brag i lejligheden - så var ruden smadret

Beboerne mistænker, at der var tale om fyrværkeri af en art.

Tea Øster stod onsdag aften hjemme i sit køkken, da hun pludselig så et lysglimt og hørte et kæmpe brag inde fra stuen i sin lejlighed på tredje sal. 

- Jeg skyndte mig ud til min morfar i stuen, som pegede mod vinduet og sagde, at det var i stykker. Vi går derefter hen til vinduet og ser, at det yderste af ruden er smadret, men at den heldigvis ikke er ødelagt hele vejen igennem, fortæller Tea Øster. 

Meget chokeret 

Både Tea Øster og hendes morfar - der bor sammen i lejligheden - blev meget chokerede over episoden, og det hele gik efterfølgende stærkt. 

- Min morfar og jeg er egentlig bare utrolig glad for, at det ikke gik mere galt, og at vi ikke kom til skade, fortæller Tea Øster. 

Politiet stod pludseligt ved hoveddøren efter braget, hvilket var til stor overraskelse for de to beboere. 

- Der havde åbenbart stået nogle unge mennesker nede ved busterminalen, som ligger overfor lejligheden, og set det hele. De havde fået fat i en patruljebil, som kørte forbi og havde sendt dem op til os, fortæller Tea Øster, der også forklarer, at politiet sikrede sig, at de var okay. 

- Politiet har snakket med boligselskabet, og vi har fået sat en midlertidig løsning op på vinduet. Derudover har de snakket med dem omkring, om de vil anmelde det som hærværk, men jeg ved ikke, hvad det er endt med. 

Politiet selv kan ikke sige så meget om episoden, dog kommer vagthavende hos Nordjyllands Politi Ole Buus med en generel opfordring. 

- Vi opfordrer selvfølgelig altid til, at man er forsigtig, når man har med fyrværkeri at gøre. Derudover er det utrolig vigtigt, at man bruger et korrekt stativ til affyring af raketter istedet for at komme raketten i en flaske eller lignende, da vi ofte ser, at det ender galt. Og da en raket har så meget kraft, så kan den lave meget skade, hvis den skulle vælte og fyre af på jorden eller andet, lyder det. 

smadret rude2
Foto: Privatfoto

Mistænker fyrværkeri

Tea Øster og hendes morfar nåede ikke i episodens hede at se, hvad der forårsagede ulykken. Dog mistænker de, at der var tale om en raket. 

- Vi nåede ikke at se, hvad der skete, men på baggrund af braget og lyset, tænker vi da, at det var noget fyrværkeri af en art. 

- Jeg tænker også, at der nok er tale om en ulykke, men jeg håber egentlig bare, at dem der står bag vil tage ansvar og sige undskyld, pointerer Tea Øster, der ikke har hørt noget fra de ansvarlige. 

Sådan ser den midlertidig løsning ud.
Sådan ser den midlertidig løsning ud.
Foto: Privatfoto

Det er heller ikke uvant for de to beboere at høre brag i kvarteret på trods af, at det først var den 27. december, at det blev lovligt at affyre fyrværkeri. 

- De sidste to uger har vi hørt diverse brag fra kanonslag og krudt. Det kan man ikke undgå, når man bor centralt, fortæller Tea Øster. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seneste nyt

fra Nordjylland