Tidligere torsdag løb den løbsk: Nu står møllen stille

Den mølle, der tidligere torsdag pludselig gik amok på grund af vind, er nu stoppet.

Der er kommet ro på den mølle på Øland, der torsdag ved middagstid var årsag til, at Nordjyllands Beredskab rykkede ud i den tro, at der var gået ild i møllen.

Der var aldrig tale om ild, og godt nok var vindmøllen løbet løbsk, men så var det heller ikke værre - sagt på nordjysk.

- Jeg ved ikke helt, hvorfor det skete, men måske fordi vinden var kraftig - mellem ti og 15 sekundmeter og kom så lige fra den rigtige side i forhold til at få fat i møllen, siger montør Lars Lund fra vindmølleservicefirmaet PJT fra Østervrå.

Han var på stedet lidt over middag, og torsdag aften meddeler han, at der er ro på møllen igen.

- Vi fik den til at køre ud af vinden, så kørte vi hydralik på, og så stoppede den faktisk af sig selv, fortæller Lars Lund.

En af hans kolleger har været oppe ved skivebremsen og låst den, ligesom der nu er sat en strop på vingerne.

- Så er den sikret, siger montøren, der tilføjer, at det hjalp noget på arbejdet, da vinden i løbet af eftermiddagen lagde sig.

Vindmøllen på området ved Boden på Øland har ikke været i drift i et stykke tid, og det er ifølge de oplysninger, Lars Lund har, heller ikke planen, derimod skal den pilles ned.

Indtil det sker, så skulle vindmøllen nu være sikret mod igen pludselig at løbe løbsk.


Seneste nyt

fra Nordjylland