Torben Keller trækker i boksehandskerne igen

Den tidligere professionelle bokser vender tilbage til Pandrup Bokseklub, hvor han skal bokse i amatørrækkerne.

I 2014 lagde Torben Keller boksehandskerne på hylden efter knap tre år som professionel. På det tidspunkt havde han som profbokser vundet ti kampe, bokset en enkelt uafgjort, og 13. september led han sit første nederlag som professionel, da han blev knockoutet. Det blev også hans sidste kamp som professionel bokser.

Siden han Torben Keller haft succes som personlig træner, og han er medejer og instruktør i crossfitcentret Crossfit North i Aalborg, ligesom han også har siddet med i ringhjørnet hos flere profesionelle boksere.

- De første par år savnede jeg slet ikke boksning og bokseverdenen, men så kunne jeg godt mærke, at det trak lidt i mig, når jeg var med ude til kampe. På den anden side er professionel boksning også lidt af et cirkus, som jeg ikke har haft lyst til at vende tilbage til, fortæller Torben Keller.

En mening med træningen
Når han nu igen støver boksehandskerne af, bliver det derfor som amatør. Da han sidst boksede som amatør kom der masser af sejre og han har flere jyske, danske og nordiske mesterskaber i bagagen. Torben Keller har dog ikke på forhånd sat sig mål for, hvor hans comeback skal tage ham hen i forhold til resultaterne.

- Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt, og når man har været atlet og trænet målrettet mod noget, så kan man, når man stopper, komme til at savne en mening med at træne frem mod noget, som man ved, at man er god til, og hvor man har en chance for at vinde. Det er det, jeg gerne vil finde igen, siger han.

Torben Keller vender tilbage til Pandrup Bokseklub, hvor han har tilbragt utallige træningstimer, men hvor han formentlig kommer til at være lidt mindre end førhen.

Nu skal jobbet som personlig træner og som crossfitinstruktør nemlig passes, og det kræver tid. Heldigvis kan han snige sig til at træne i pauserne mellem kunder og hold, og så tager han turen til Pandrup nogle gange om ugen for at boksetræne og være en del af klublivet.

Amatørboksning er mere reelt
Selv om Torben Keller er sportsmand og konkurrencemenneske til fingerspidserne, kommer han ikke til at savne det konstante pres, han oplevede i professionel boksning, hvor kun en sejr tæller. Hos amatørerne er det noget helt andet.

- Hvis man taber en kamp i professionel boksning er man lynhurtigt dømt ude og færdig. Derfor bliver man også ofte matchet med dårligere modstandere for at man kan opbygge en flot rekordliste. I amatørboksning er det meget mere reelt, og du møder modstandere på et meget mere lige niveau, siger Torben Keller.

Da han senest boksede som amatør, foregik det i 69 kilo-klassen. Adspurgt, om han vender tilbage til samme klasse, slår Torben Keller en latter op i telefonen, inden han afslører at de nye træningsformer har føjet nogle kilo muskelmasse til den tidligere bokserkrop.

- Nej nej, jeg vejer jo 84-85 kilo nu, så jeg kommer ikke derned igen. Jeg satser på, at jeg kan lægge ud med at komme under de 81 kilo, og måske kan jeg endda klemme mig ned under 75 kilo med tiden. Så jeg kommer til at bokse mod nogle lidt større fyre end før, men så må jeg bare satse på, at jeg er hurtigere til at flytte mig, når de slår hårdt, grinerTorben Keller.


Seneste nyt

fra Nordjylland