Truede med pistol under bilhandel: Nu er to personer anholdt

Senere mandag tager politiet stilling til, hvad der skal ske videre i sagen.

Nordjyllands Politi var søndag eftermiddag til stede med flere patruljer i Aabybro - på udkig efter to personer, der stak af fra en dramatisk bilhandel. 

Nordjyllands Politi bekræfter mandag morgen over for TV2 Nord, at de to pågældende nu er anholdt, og at der mandag formiddag tages stilling til, hvad der skal ske i sagen. 

- Vi har anholdt de to personer, og de skal til sagsbehandling til formiddag, så vi ved først mere derefter, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

Truede med pistol

Nordjyllands Politi havde søndag eftermiddag ikke mange oplysninger om sagen, men kunne fortælle, at den bilhandel, der skulle finde sted, udviklede sig særdeles dramatisk. 

- Handlen går på en eller anden måde i hårknude og det ender med, at den ene part pludselig truer den anden med en pistol, fortalte vagtchef Poul Fastergaard søndag til TV2 Nord.

De to personer stak efterfølgende af fra stedet, og politiet var derfor til stede i byen. 

Poul Fastergaard oplyste dog også om søndag, at der ikke var grund til at være nervøs. 

- Alt tyder på, at der har været tale om en legetøjs- eller attrappistol, så folk skal ikke være nervøse for, at der løber bevæbnede mennesker rundt i byen, lød det søndag fra Poul Fastergaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland