Ualmindeligt bryllup: 'Ja' blev fejret i landets hurtigste rutsjebane

Lørdag dannede Fårup Sommerland ramme om et noget anderledes bryllup.

Et adrenalinkick med en tophastighed på 80 kilometer i timen.

Ikke umiddelbart noget der rimer på bryllup.

quote Det var skræmmende og jeg er ikke sikker på, at jeg gør det igen, men det var sjovt den ene tur.

Louise Nørgaard Nielsen, brud, Aalborg.

For Louise Nørgaard Nielsen og Per Madsen var rutsjebanen, Lynet, dog det helt rigtige sted at fejre, at de havde sagt ja til hinanden.

Parret blev lørdag formiddag viet i Fårup Sommerland.

- Vi har været her rigtig mange gange med vores børn, og drengene og jeg er virkelig vilde med de store rutsjebaner, siger Per Madsen til TV2 Nord.

Parret har tre børn sammen, og har kendt hinanden gennem mange år.

Men det med at blive gift har parret ikke rigtig kunne blive enige om.

Lørdag var en lokal præst så inviteret til forlystelsesparken Fårup Sommerland sammen med de nygiftes venner og familie. 

- Det passer godt til os med et bryllup her, det er lidt mere stille og roligt og sjovt, siger Louise Nørgaard Nielsen til TV2 Nord.

VIDEO: Følg parrets store dag i Fårup Sommerland.

Den ceremonielle del af vielsen foregik på fast grund. 

Derefter var det tid til at sætte tempoet et gear op i Danmarks hurtigste rutsjebane.

- Det var en betingelse fra Per af, at jeg skulle en tur med i Lynet, forklarer Louise Nørgaard Nielsen. 

Efter en kort bryllupsrejse i topfart, var det nygifte par stadig ved godt mod.

- Det var skræmmende og jeg er ikke sikker på, at jeg gør det igen, men det var sjovt den ene tur, fortæller Louise Nørgaard Nielsen.

Resten af dagen blev tilbragt med venner og familie i parken. 


Seneste nyt

fra Nordjylland