Udsigt til regn aflyser flyarrangement på strand

Søndag skulle adskillige fly lande på stranden ved Blokhus, men arrangementet er aflyst på grund af udsigten til dårligt vejr, oplyser arrangørerne.

Det plejer at være et tilløbsstykke, når fly af både nyere og ældre dato lander på stranden ved Blokhus som en del af arrangementet Blokhus Fly-In.

I år må publikum dog spejde langt efter flyene. Udsigten til regn får nemlig arrangørerne til at aflyse årets udgave af Blokhus Fly-In, som skulle have fundet sted søndag.

- Det er med stor ærgrelse, at arrangementet aflyses efter mange måneders forberedelse, men sikkerheden kommer forud for alt andet, siger eventansvarlig Jannie Ratke.

Håber på vejrguderne

Propelfly, veteranfly og hjemmebyggede fly skulle være landet på Blokhus Strand søndag mellem 12.30 og 13.30.

Ifølge TV 2 Vejret er der dog stor risiko for regn i Blokhus i dette tidsrum, og derfor er der truffet beslutning om at aflyse arrangementet.

- En kombination af de vejrmæssige udsigter for søndagens arrangement og de fysiske forhold omkring banen og parkeringsforholdene for flyene betyder, at det ikke findes forsvarligt at gennemføre årets fly-in på stranden i Blokhus, skriver arrangørerne.

De forventer dog, at Blokhus Fly-In kan afvikles næste år.

- Vi håber dog på, vejrguderne igen vil tilsmile os i 2023, så vi atter kan invitere til højtflyvende oplevelser i Blokhus, siger Jannie Ratke.

Se indslag fra 2021-udgaven af Blokhus Fly-In:

Der var nok at se på for flyintereserede på stranden i Blokhus i dag da den årlige tilbagevendende begivenhed Fly-In blev afviklet.

Seneste nyt

fra Nordjylland